Sport på Dplay, 6’eren Eurosport 1 og Eurosport 2 i uge 5
Der er som altid masser af international topsport på Dplay og Discoverys danske tv-kanaler i ugen der kommer. Her skal vi have fundet en vinder af Australian Open i tennis for både mænd og kvinder, der er cykelløb fra Sydamerika og så er der engelsk fodbold i form af både FA Cup og semifinale i Carabao Cuppen.
Mandag den 27. januar til søndag den 2. februar på Dplay, Eurosport 1 og Eurosport 2
Australian Open
Tennis, mænd og kvinder
Direkte fra Melbourne Park i Australien. Discoverys danske kanaler er eneste mulighed for at følge Australian Open. I anden uge af turneringen er det kun de absolut bedste, som er tilbage. Derfor er der lagt op til tennis i verdensklasse, når vi følger både mænd og kvinder i jagten på årets første Grand Slam-titel.
Kommentatorer: Michael Mortensen, Anders Haahr Rasmussen, Sisse Folmø, Thomas Skouboe, Ondrej Kralik, Peer Kaae.
Mandag den 27. januar til søndag den 2. februar på Dplay og Eurosport 1
Vuelta San Juan, 2. - 7. etape
Landevejscykling, mænd
Direkte fra de argentinske landeveje. En ny landevejssæson er på vej, og flere af de store World Tour-hold har valgt at starte sæsonen med det argentinske etapeløb Vuelta San Juan. Peter Sagan, Julian Alaphilippe og Fernando Gaviria er blandt de stjerner, som stiller til start i løbet. Særligt franske Alaphilippe, fra Deceuninck - Quick Step-holdet burde være motiveret for yde en stærk indsats. Han blev nemlig nummer to samlet sidste år.
Kommentatorer: Thomas Bay og Brian Holm
Mandag den 27. januar kl. 20.30 på Dlay og 6’eren
FA Cup. 4. runde
Bournemouth – Arsenal
Direkte fra Vitality Stadium i Bournemouth. Her skal to af Premier Leagues mest ustabile hold i kamp om at gå videre til næste runde af den prestigefyldte FA Cup. Arsenal har hentet syv sejre i de seneste 10 kampe mod Bournemouth, så London-klubben bør have det mentale overtag. Om det så kan omsættes til sejr bliver spændende at følge.
Kommentatorer: Peter Piil og Mikkel Bischoff
Tirsdag den 28. januar kl. 20.30 på Dplay og 6’eren
Carabao Cup, semifinale, returkamp
Aston Villa – Leicester
Direkte fra Villa Park i Birmingham. Aston Villa fik et fornuftigt resultat med hjem fra Leicester i det første opgør, hvor klubberne spillede uafgjort 1-1. Dermed er Leicester pisket til sejr, hvis man skal spille sig i finalen i den lille engelske pokalturnering. Med andre ord er der lagt op til at Leicester kommer blæsende ud fra start, og den slags plejer at være ganske underholdende.
Kommentatorer: Peter Piil og Mikkel Bischoff