Sport på discovery+, Eurosport 1 og 2 i uge 4
Verdensklasse tennis fra Australian Open venter, når årets første Grand Slam tager hul på sin anden uge. Derudover byder ugen også på aftenkonkurrence fra den alpine World Cup, snooker fra German Masters samt fremragende golf på PGA Touren. Dette og meget mere sport vil være at finde i næste uge på discovery+ og Discoverys danske tv-kanaler.
Mandag d. 24. januar til søndag d. 30. januar på discovery+, 6’eren, Eurosport 1 og 2
Tennis, kvinder og mænd
Australian Open
Direkte fra Melbourne Park, Australien. Årets første Grand Slam-turnering går ind i sin anden og afgørende uge. Clara Tauson har ind til videre spillet fremragende, så måske er en dansk overraskelse på vej. Den australske verdensetter, Ashleigh Barty, hungrer dog efter triumf i hjemlandet og indtager rollen som favorit. På herresiden er russiske Daniil Medvedev den største favorit, mens OL-guldvinderen Alexander Zverev og legenden Rafael Nadal heller ikke kan afskrives.
Kommentatorer: Per Kaae, Per Vinkel, Thomas Skouboe, Troels Bunger, Maria Jespersen, Anders Haahr Rasmussen, Ondrej Kralik, Henrik Hvillum, Sisse Folmø og Michael Mortensen.
Tirsdag d. 25. januar kl. 17:30 på discovery+ og Eurosport 1
Alpinski, mænd
World Cup – Schladming
Direkte fra Schladming, Østrig. Blot to dage efter at have kæmpet ved den prestigefyldte afdeling i Kitzbühel, skal de alpine skiløbere igen på farten i World Cuppen. Tirsdag aften står den nemlig på slalom på pisten Planai, der siden 1997 har været regelmæssig vært for en aftenkonkurrence i løbet af sæsonen.
Kommentator: Jesper Ljungberg
Onsdag d. 26. januar kl. 10:05 på discovery+ og Eurosport 2
Skiskydning, kvinder og mænd
European Championships – Großer Arber
Direkte fra Großer Arber, Tyskland. Over 500 atleter vil i løbet af ugen dyste i forskellige discipliner ved europamesterskaberne i skiskydning. På trods af navnet er atleter udenfor Europa også velkomne til at kæmpe med. Historisk set er topplaceringerne dog primært blevet indtaget af europæere, hvilket højst sandsynligt også bliver tilfældet ved denne 29. udgave.
Kommentatorer: Rasmus Frøslev Jensen
Onsdag d. 26. januar til søndag d. 30. januar på discovery+ og Eurosport 2
Snooker, mænd
German Masters
Direkte fra Tempodrom, Berlin. For første gang i denne sæson afholdes en turnering på World Touren udenfor Storbritannien. Det sker ved German Masters, hvor 32 af de bedste spillere vil prøve at få andel i den samlede præmiesum, der lyder på mere end 3.500.000 kr. Nummer to på verdensranglisten, engelske Judd Trump, er forsvarende mester.
Kommentator: Henrik Kaj Hansen
Onsdag d. 26. januar til søndag d. 30. januar på discovery+ og Eurosport 2
Golf, mænd
PGA Tour – Farmers Insurance Open
Direkte fra Torrey Pines Golf Course, San Diego, Californien. Den historiske turnering i solrige San Diego har rødder tilbage til 1952. Sidste år kunne texanske Patrick Reed kalde sig sejrherre. I år er der samlet set over 49 millioner kroner på spil, heraf går de 8.8 millioner kroner til vinderen.
Kommentatorer: Anders Sigdal & Søren Hansen