Skip to main content

Ny Discovery-dokumentar løfter sløret for foruroligende vidnesbyrd i “Hooligan-sagen”

25 april 2022

Tirsdag d. 3. maj starter den opsigtsvækkende retssag mod en mand sidst i tyverne, der er tidligere ledende figur i hooligan-miljøet på Københavns Vestegn og er tiltalt for adskillige overgreb på en lang række yngre mænd. Samme dag retssagen starter kan man på discovery+ og Kanal 5 se dokumentaren ’Hooligan-sagen: Truet til tavshed’.

Dokumentaren giver ekstraordinær indsigt i et notorisk lukket og traditionelt set voldsparat miljø, og afdækker hvordan tiltalte angiveligt over en årrække har begået de grove forbrydelser, som han er tiltalt for.

Den tiltalte er anklaget for af flere omgange at skulle have begået voldtægt, voldtægt af mindreårige, tvungen oralsex, vold, trusler på livet samt afpresning. I visse perioder har han iflg. politiets anklageskrift begået adskillige voldtægter om ugen. Anklageskriftet viser, at der i den pågældende sag er 14 forurettede - drenge, unge mænd og en yngre kvinde. Flere af disse har haft tilknytning til hooligan-miljøet.

I programmet afgiver flere ofre i sagen vidnesbyrd for åben skærm. Derudover tæller listen af kilder også en ekskæreste til den tiltalte og en mandlig elsker, som tiltalte har haft et hemmeligt forhold igennem flere år. Det er første gang, at en så omfattende mængde kilder fra miljøet offentligt udtaler sig i den spektakulære sag, der skabte adskillige overskrifter, da den kom frem i februar 2021.

Retssagen mod hooligan-lederen begynder den 3. maj 2022 ved retten i Glostrup og første afsnit af dokumentaren “Hooligan-sagen: Truet til tavshed” kan ses samme dag på discovery+ og Kanal 5. Andet og sidste afsnit kommer på discovery+ og Kanal 5 ugen efter.

Kontakter

Esben Elborne

Kommunikations- og PR chef