Kampen om slutspillet nærmer sig sin afslutning
Med kun tre turneringer tilbage inden slutspillet begynder er det ved at være sidste udkald for en række spillere, hvis de skal sikre sig en plads i top 125, mens der er en række store profiler, der jagter en sejr i 3M Open, så de kan tage den selvtillid med ind til FedEx Cup slutspillet.
Hele turneringen kan ses på discovery+, GOLFTV og Eurosport 2 med danske kommentatorer.
Den regulære PGA TOUR sæson nærmer sig sin afslutning, og 3M Open er den tredjesidste turnering inden slutspillet begynder. Derfor vil der naturligvis være stor fokus på spillerne, der er udenfor top 125 eller kun lige inden for, men der er mange andre gode historier, der skal fortælles i denne uge.
Tony Finau, Hideki Matsuyama, Rickie Fowler og Danny Willett er blandt de største navne i feltet, og Hideki Matsuyama er som nummer 14 i verden den højst rangerede spiller til start. Ellers er det værd at kigge efter Sahith Theegala, Sungjae Im, ny-professionelle Chris Gotterup, eller verdens nummer 40, Joohyong Kim, der efter sin tredjeplads i Scottish Open, nu har fået et såkaldt Special Temporary Membership af PGA TOUR. Det betyder, at han må spille de sidste tre turneringer i sæsonen, og derigennem tjene point nok til et fuldt medlemskab fra den kommende sæson.
Sidste uges vinder af Barracuda Championship, Chez Reavie, er med, ligesom Cam Davis, der sluttede på sjettepladsen i Californien. En anden formstærk spiller, er canadiske Adam Svensson, der har fire top-25 placeringer i træk med sjettepladsen i Barbasol Championship i forrige uge som sit bedste resultat i denne sæson.
En anden canadier og endnu en Adam, Hadwin, er også værd at holde øje med. Han blev nummer seks i 3M Open i 2021, og har flere top-10-placeringer i denne sæson, senest i US Open, så han er ved at være klar til sin anden PGA TOUR sejr efter han vandt Valspar i 2017.
Sidste år vandt Cameron Champ efter en forrygende finalerunde, og Champ er naturligvis klar til sit titelforsvar på TPC Twin Cities i Minnesota.
discovery+ og GOLFTV sender allerede PGA TOUR Live fra 13.45 de første dage, mens hovedudsendelsen med danske kommentatorer begynder kl. 20.00 torsdag og fredag.
3M Open kan følges på discovery+ og GOLFTV:
Torsdag den 21.7.: 20.00 – 00.00
Fredag den 22.7.: 20.00 – 00.00
Lørdag den 23.7.: 19.30 – 00.00
Søndag den 24.7.: 19.00 – 00.00
Jesper Knudsen og Andreas Hartø kommenterer.