Highlights uge 7 - Discovery Networks Danmark
Sæsonpremiere: Remee & Mathilde
Tirsdag d. 11. februar kl. 20.00 på Kanal og Dplay.
Remee og Mathilde er blevet inviteret til Danmarks største modefest, Elle Style Awards, og Mathilde har denne gang valgt at style sig selv. Men klovnehandsker og uenighed om kørsel gør, at parret ender i tidsnød. Remee er tilbage i studiet med sin gamle ven Chief1 og kunstneren Kwamie Liv, og både hans sangskriveri og -stemme bliver sat på prøve. Imens knokler Mathilde med koblingspunkt og gearskifte, da hun er i gang med at tage kørekort. Den gode stemning hos kendisparret ændrer sig dog brat, da Remee modtager dårlige nyheder hjemmefra.
Dansk reportageserie fra 2019.
![]()
Sæsonpremiere: Plastikkongerne
Onsdag d. 12. februar kl. 21.00 på Kanal 4 og Dplay.
'Plastikkongerne' er tilbage i en ny, farverig sæson og denne gang er deres kulørte crew og deres ambitioner blevet endnu større. Både Kim, Marc, Søren, Rikke og Mustafa er i fuld gang med både udvidelser og nyt personale. Søren er ramt af lyskebrok og skal opereres, men det går ikke som forventet. Beauty Trips får endelig gjort noget ved deres ramponerede dørskilt og Marc finder endelig en løsning på den famøse operationslampe i Fields, før han får besøg af Frederik Fetterlein, der ikke er bleg for lidt Botox. Hos Kim kommer elite-svømmeren Jeanette Ottesen forbi for at få gjort ansigtet mere strømlinet, og hos AK Nygart skal Marie Louises kirurg-kollega Anders i gang med en fedtsugning, der ikke er for sarte sjæle.
Dansk reportageserie fra 2020.
![]()
Tv-premiere: Prins Andrew og pædofili-skandalen
Onsdag d. 12. februar kl. 22.05 på Kanal 4 og Dplay.
Dokumentaren dykker ned i det ekstraordinære og lange venskab mellem Prins Andrew og den pædofilidømte sexforbryder Jeffrey Epstein. Derudover undersøger reporter og nyhedsjournalist fra Channel 4, Cathy Newman, nogle af de andre royale forbindelser som Epstein efter sigende havde.
Eng. dokumentar fra 2019.
![]()
Nyt afsnit: Politijagt
Onsdag d. 12. februar kl. 20.00 på Kanal 5 og Dplay.
Denne gang i ’Politijagt’ har Vlado fra Midt- og Vestsjællands politi fat i hele 2 unge mænd, der kører tæt på det dobbelte af det, der er lovligt. I Upper Darby rykker Thomas ud til et røveri, hvor en ung mand har truet med en pistol. Og i Nordsjælland skal Jørgen lede en helt særlig kortege, hvor 400 motorcykler kører et støtteoptog for Godhavnsdrengene gennem tæt trafik i København.
Dansk reportageserie fra 2020.
![]()
Nyt afsnit: Drabscheferne - De uopklarede sager
Onsdag d. 12. februar kl. 21.00 på Kanal 5 og Dplay.
Tidligere drabschef Jens Møller Jensen ser nærmere på et uopklaret drab i en af Danmarks mest omtalte mordsager – drabet på den 32-årige højgravide Louise Borglit i Herlev. Louise Borglit bliver fundet brutalt overfaldet og knivdræbt en fredag aften i november. Politiet har endnu ikke fundet Louises morder. Er der tale om en meget heldig gerningsmand, eller har gerningsmanden været ekstremt udspekuleret? Jens Møller Jensen gennemgår politiets efterforskning i håbet om, at det kan give nye relevante henvendelser til politiet.
Dansk krimidokumentar fra 2020.
![]()
Nyt afsnit: Greys hvide verden
Torsdag d. 13. februar kl. 20.00 på Kanal 4 og Dplay.
Efter Meredith ved en fejl kommer til at skabe problemer for Grey Sloan, må hun forsøge at rette op på tingene selvom det kommer i vejen for hendes samfundstjeneste. Ben og Vic fra Station 19 kommer ind med en ung kvinde, og Jackson siger fra over for Koracick, da han går over stregen med en patients familie. Imens modtager Bailey uventede nyheder.
Amr. dramaserie fra 2019.
![]()
Nyt afsnit: Strøgvagterne
Torsdag d. 13. februar kl. 20.00 på Kanal 5 og Dplay.
Strøgvagten Anders har netop været i retten for at vidne mod en gammel kending, der især gør sig bemærket ved altid at blotte sig, når han bliver pågrebet. Og minsandten om de to modstandere ikke mødes ved en tyverisag igen, hvor manden atter falder tilbage i sine gamle vaner. I en butik har personalet aktiveret en overfaldsalarm på grund af en stærkt aggressiv kunde. Simon må læne sig frem i pedalerne for at komme hurtigt frem og assistere sin kollega, og begge bliver truet på liv og lemmer.
Dansk reportageserie fra 2019.
![]()
Nyt afsnit: Lufthavnens Beredskab
Torsdag d. 13. februar kl. 21.00 på Kanal 5 og Dplay.
På overvågningskameraerne spotter operationscentret en italiensk kvinde, der pludselig falder om. Kvinden taler kun italiensk, så da Brand og Redning og Security kommer frem, må de få assistance fra en italiensktalende kollega fra det centrale sikkerhedstjek. I bagageafdelingen er en medarbejders fod kommet i klemme under en transportvogn, så Stig og Mikkel fra Brand må tilse kollegaen. En brandalarm er gået på et toilet, og Brand og Redning rykker ud i fuldt udstyr. Og så må Brian og Lasse fra Security skynde sig ud til en gate, hvor en afvist amerikansk passager udviser truende adfærd.
Dansk reportageserie fra 2019.
![]()