HBO giver officielt grønt lys til sæson 2 af Harry Potter
Allerede før premieren på sæson 1 har HBO Max officielt givet grønt lys til anden sæson af den kommende “Harry Potter”-serie, forud for julepremieren på Harry Potter and the Philosopher’s Stone.
Produktionen af sæson to er planlagt til at begynde til efteråret. Serien vil kunne streames eksklusivt på HBO Max. Jon Brown, kendt fra HBO-serierne Succession og The Franchise, er manuskriptforfatter på sæson ét og bliver nu co-showrunner på sæson to.
“Jeg glæder mig utrolig meget til at arbejde sammen med Francesca Gardiner (executive producer) som co-showrunner. Det har været en stor fornøjelse at være medforfatter på Philosopher’s Stone, og jeg vil gerne takke Francesca og HBO for tilliden til at fortsætte denne særlige rejse. Man er tilsyneladende aldrig for gammel til at modtage sin optagelse på Hogwarts,” udtaler Jon Brown.
Synopsis sæson 1:
Harry Potter er på ingen måde noget særligt – i hvert fald ikke, hvis man spørger tante Petunia, som gør en dyd ud af at gentage det. På sin 11-års fødselsdag ændrer alt sig dog, da et optagelsesbrev til Hogwarts School of Witchcraft and Wizardry giver ham adgang til en skjult verden fyldt med vidundere, venskab og magi. Men det nye eventyr bringer også stor fare, da Harry konfronteres med en mørk fjende fra sin fortid.
Credits sæson 1:
Serien, baseret på de elskede bøger af J.K. Rowling, er skrevet og produceret af Francesca Gardiner. Mark Mylod fungerer som executive producer og har instrueret flere afsnit til HBO i samarbejde med Brontë Film and TV og Warner Bros. Television. J.K. Rowling, Neil Blair og Ruth Kenley-Letts fra Brontë Film and TV er executive producere samt David Heyman fra Heyday Films.