Fuglsang jagter lyserød drøm: Se Giro d’Italia eksklusivt på Dplay, Kanal 5 og Eurosport 1
Der venter cykelløb i verdensklasse, når Giro d’Italia starter lørdag den 3. oktober. Det tre uger lange italienske etapeløb kan i Danmark ses eksklusivt på Dplay, Kanal 5 og Eurosport 1. Jakob Fuglsang går efter et stort resultat i det samlede klassement, og han og de andre favoritter vil blive fulgt tæt af Discoverys værter, kommentatorer og eksperter, som analyserer løbet før og efter etaperne.
Jakob Fuglsang viste god form, da han i weekenden blev nummer fem ved VM i landevejscykling. Nu er danskeren klar til sæsonens helt store mål, når han går efter den lyserøde førertrøje og sejren i årets udgave af Giro d’Italia.
Det smukke italienske etapeløb kan i Danmark ses på Dplay uden reklameafbrydelser og på Kanal 5 og Eurosport 1. Thomas Bay og Brian Holm kommenterer. Hver dag være optakt, analyser og reaktioner før og efter etaperne, hvor vært Simon Egeskov og eksperterne Jesper Worre og Matti Breschel tager seerne med helt ned i detaljerne på cykelløbet.
- Vi glæder os helt vildt til at give danskerne den store Giro-dækning. Løbet er spækket med stjerner, og ruten lægger op til offensivt cykelløb. Vi elsker cykelsport, og vores hold af kompetente værter, skarpe kommentatorer og eksperter med stor erfaring fra livet som professionel cykelrytter er alle klar til levere den skarpeste dækning af Giro d’Italia, siger Søren Klæstrup, ledende redaktionschef hos Discovery Networks Danmark og tilføjer:
- At Jakob Fuglsang så samtidig har en ikke urealistisk chance for at vinde løbet, gør hverken det hele mindre spændende eller mindre sjovt. Og vi kommer selvfølgelig til at følge ham tæt.
Som noget nyt vil der hver dag blive lavet en version af Radio Tour- Taler Giro. Det vil ske fra kl. 17.00 til 17.30. Her vil Peter Piil sammen med Brian Holm og Thomas Bay på en anderledes måde analysere løbet og dagens etape. Helt sikkert i kombination med en masse røverhistorier.
Oktober er en stor måned i den internationale cykelkalender, da flere af forårets løb er blevet flyttet hertil pga. Corona-nedlukningen i Europa. Det betyder, at Dplay og Eurosport under Giroen også viser klassikerne Liege-Bastogne-Liege, Amstel Gold Race, Gent-Wevelgem, Flandern rundt, Paris-Roubaix og Vueltaen. Disse løb bliver inkorporeret i Giro-udsendelserne.
- Landevejscykling har altid været en kæmpe passion hos os, og vi glæder os helt vildt til, at vise cykelløb nærmest nonstop fra starten af oktober til et godt stykke ind i november. Det bliver kæmpestort og understreger, hvor godt vi har fat i cykelstoffet, siger Søren Klæstrup.
Giro d’Italia begynder lørdag den 3. oktober, hvor første etape kan ses allerede fra kl. 12 på Dplay, Kanal 5 og Eurosport 1.