Følg CPH half direkte på discovery+
Søndag d. 19. september afvikles 7. udgave af CPH half. Discovery har sikret sig rettighederne til løbet, som kan følges direkte på discovery+ uden afbrydelser og på Eurosport 2.
Startskuddet til CPH half lyder søndag kl. 11.15, hvor næsten 20.000 løbere fra 110 nationaliteter er klar til at indtage Københavns gader i landets største, internationale løbefest. Der livetransmitteres fra kl. 11.00 på Eurosport 2 og discovery+, hvor du minut for minut kan følge løbet gennem København.
Den 21 kilometer lange rute går fra Østerbro gennem Nørrebro, til Frederiksberg, videre til Vesterbro og til Indre By, hvorefter den går tilbage til Østerbro, hvor løbet ligeledes slutter. Det forventes at første mandlige løber er i mål omkring en time efter start, kl. 12.15 og at den første kvindelige løber passerer målstregen omkring kl. 12.30. Der er altså tale om verdensklasse løbetider, og det bliver spændende at se, om verdensrekorden, der blev sat i 2019, bliver slået i år.
Se med på Eurosport 2 og discovery+ søndag d. 19. september fra kl. 11.00.