Danske stjerner jagter EM-medaljer – se cykel-EM på HBO Max og 6'eren
Efter VM venter det næste store mesterskab for Europas cykelelite. Fra den 2. til 7. oktober afholdes cykel-EM i Ljubljana, Slovenien, og Danmark stiller til start med flere af landets største profiler, heriblandt Mads Pedersen, Kasper Asgreen, Mikkel Bjerg og Cecilie Uttrup Ludwig, som jagter EM-medaljer. Hele mesterskabet kan følges på HBO Max, 6’eren og Eurosport 1.
Cykelsæsonens mesterskabsperiode fortsætter. Kort efter VM samles Europas bedste cykelryttere i Ljubljana, når EM afholdes fra den 2. til 7. oktober.
Danmark sender en stærk trup til Slovenien, og i herrernes linjeløb finder man blandt andre Mads Pedersen, Kasper Asgreen, Mikkel Bjerg, Mikkel Honoré, Anthon Charmig og Andreas Kron. Peter Øxenberg og Frederik Wandahl, som ikke var med i VM-truppen, fuldender det danske hold.
Herrernes linjeløb køres over 196 kilometer og afsluttes med fem omgange på en rundstrækning, hvor rytterne blandt andet møder en 2,1 kilometer lang stigning med en gennemsnitlig hældning på 10,2 procent.
- Det er et kortere og mere intenst løb med fem omgange og en meget eksplosiv stigning på rundstrækningen. Det bliver et helt andet løb for Mads Pedersen, som ikke kan gøre, som han gjorde til VM. Han er nødt til at være med på en anden måde og gå over sin grænse tidligere. Til gengæld er ruten oplagt bedre for Anthon Charmig og Mikkel Honoré, som er de to næste, der præsterede godt til VM. De kan bide skeer med de bedste på den type rute, siger cykelekspert og kommentator på Eurosport 1 og HBO Max, Anders Lund.
- Jeg elsker de her mesterskaber. Der er et kæmpe revanchepotentiale for Remco Evenepoel, der er den helt store favorit i mine øjne. Han vil ind og sætte tingene på plads, fortsætter Anders Lund.
På kvindesiden føres den danske trup an af Cecilie Uttrup Ludwig, som får følgeskab af Christina Bragh Lorenzen og Solbjørk Minke Anderson i linjeløbet.
Danmark stiller også til start i enkeltstarterne, hvor Kasper Asgreen og Mikkel Bjerg repræsenterer herrerne.
Ud over eliteklasserne sender Danmark fulde trupper til flere af mesterskabets U23- og juniorklasser.
Alt fra cykel-EM 2026 kan ses på HBO Max, 6’eren og Eurosport 1.
Danmarks elitetrup til cykel-EM
Herrer – linjeløb: Kasper Asgreen, Mikkel Bjerg, Mads Pedersen, Mikkel Honoré, Anthon Charmig, Andreas Kron, Peter Øxenberg, Frederik Wandahl.
Herrer – individuel enkeltstart: Kasper Asgreen, Mikkel Bjerg.
Kvinder – linjeløb: Cecilie Uttrup Ludwig, Christina Bragh Lorenzen, Solbjørk Minke Anderson.
Navn: Cykel-EM / Slovenien
Ophavsret: Warner Bros. Discovery