Skip to main content

KAMPEN OM PUSHER STREET

En ny dokumentarserie på HBO Max fortæller historien om Danmarks farligste gade – Pusher Street.

Gennem seks afsnit åbner christianitterne, pusherne og politifolkene for første gang op om livet og kampene i Danmarks notorisk berømte og berygtede hash-gade.  

I mere end 50 år har politiet, christianitterne, pusherne og andre organiserede kriminelle kæmpet om kontrollen over gaden. 

En sommeraften i 2023 udfører en gruppe unge mænd fra den ulovlige gadebande, Loyal To Familia, et attentat på Pusher Street. Fem bandemedlemmer planlægger minutiøst, hvordan en 30-årig rivaliserende kriminel skal likvideres. To af de fem får opgaven at trykke på aftrækkeren og dræbe den 30-årige. Ved attentatet bliver flere andre også ramt, og en christianit kæmper i længere tid for sit liv.  

Dette brutale og kyniske angreb midt i fristaden ender med at gøre det, som politiet har kæmpet forgæves med i årtier - nemlig at få lukket for hashsalget i Pusher Street. 

I en campingvogn langt fra Christiania bor christianitten Tonny Kluck. Han bor her, da han ikke længere må være i sit hjem på Christiania. Han har nemlig i mere end 40 år haft hashsalg som sin levevej. Et opholdsforbud gør nu, at han ikke længere må være på fristaden. Han træder i serien frem og fortæller åbent og ærligt om det ulovlige marked, som han har været en yderst markant del af.  

Som repræsentant for den anden side står den hårdtslående, tidligere betjent og indsatsleder, Bjarne Christiansen. Bjarne blev synonym med gadekampe, som han gik ind i med en iver og hårdhed, der gav han flere kulørte øgenavne - blandt andet Store Bjarne og Bjarne Benlås. Han er i dag ikke ked af at stå ved, at han var en af de mere hårde hunde blandt politiet og en medarbejder, man kunne sende derind, hvor de fleste andre ville flygte fra. Med hævet knippel gik han ind på Christiania med ét klart mål; at få sat en stopper for ulovlighederne i Pusher Street. 

Men Bjarnes voldsomme fremfærd kunne ikke stoppe hashsalget i Pusher Street. I fristaden fik en flok aktivister hurtigt etableret sig som modpol til Bjarne Christiansens fremfærd. Blandt andre skuespilleren og musikeren Karl Bille, der med sin guitar og stemme forsøgte at gøre omverden opmærksom på det overgreb, som han mente, at politiet var i gang med at udføre på Christiania og Pusher Street.  

Andre tog kampen op på en mere direkte facon. Med brosten og molotovcocktails gik de til angreb på politiet og mange - både aktivister og betjente - endte med dybe ar på krop og sjæl.  

I programserien møder seerne en lang række at de mennesker, der kæmpede i Pusher Street. Nogle på myndighedernes side, andre for at skabe en indbringende, men illegal forretning, og andre igen af ideologiskes årsager. Pusher Street blev kamppladsen, hvor alle parterne i konflikten oplevede, at de havde friere beføjelser, end de havde i resten af samfundet, og derfor blev fronterne trukket ekstra hårdt op. 

Det anslås, at hash-salget har givet en milliardomsætning i Pusher Streets gyldne år - en omsætning, som nogle kriminelle var klar til at dræbe for at få del i. 

‘Kampen om Pusher Street’ er en historie fortalt af dem, der kæmpede - og af dem, der var fanget midt i kampene. 

Format: Dansk dokumentarserie fra 2025 

Premiere på HBO Max: Fredag d. 10. oktober 

Produktionsselskab: GODT Media

Kontakter

Christian Bækholm

PR Manager