JAGET VILDT 6

Gør klar til en hæsblæsende ny sæson!
Er du klar til et adrenalinsus? For nu starter den nye sæson af ’Jaget vildt – Kendte på flugt’. Otte kendte danskere skal på den ultimative flugt fra landets skarpeste efterforskere. I ti intense dage bliver de kendte jaget uafbrudt, og hver eneste beslutning kan afsløre dem i deres forsøg på at undslippe de erfarne efterforskere.
I denne sæson består flugtparrene af skuespillerne Neel Rønholt og Stephania Potalivo, politiholdet Vlado Lentz og Christian Berthelsen, det umage par fra ’Forræder’, Bjarne Henriksen og Melissa Bentsen, og komikerne Uffe Holm og Torben Chris. I ti dage bytter de deres vante liv ud med en tilværelse som eftersøgte på flugt.
Den hæsblæsende flugt starter i det ikoniske Skovtårn på Sydsjælland. Her er efterforskerne fra første sekund lige i hælene på de kendte. Panik, paranoia og hurtige beslutninger bliver hverdag, og flugtparrene tvinges til at tænke hurtigt og kreativt for at undslippe sine forfølgere.
”Jeg har spurgt ud i mit kriminelle netværk, og de siger, at det er ikke nemt at være på flugt. Når politiet først er efter en, og de har de her efterforskningsmuligheder, så er det svært at holde sig under radaren. Man skal virkelig tænke sig godt om,” siger Vlado Lentz.
I hælene på flugtparrene er nogle af landets bedste efterforskere, der er klar til at bruge alle tænkelige midler – fra afhøringer til avanceret teknologi – for at fange de kendte. De holder konstant øje med de spor, de kendte efterlader under deres flugt rundt i landet.
“De esser, vi har i ærmet, er, at vi har adgang til hoteller, fly, helikoptere og både” siger Uffe Holm, mens Torben Chris tilføjer “Altså, jeg har venner i Jylland, der ikke engang er på Facebook. Så vi kan gå helt off the grid.”
Strategierne er mange. Nogle flugtpar tager på tour de polterabend, mens andre trækker på deres politierfaring og vælger en mere udspekuleret flugtrute. Hvis de kendte formår at holde sig skjult i 10 dage, venter en nervepirrende finale, hvor de skal flygte ud af landet. Men hvor og hvornår grænsen ud af landet åbner, finder de først ud af til allersidst.
Hvem formår at bevare roen, når efterforskerne kommer tæt på? Hvem narrer hvem, og hvem vil stå tilbage som den ultimative vinder af Jaget Vildt? De kendte eller de erfarne efterforskere?
Format: Dansk underholdningsprogram fra 2025
Premiere på Kanal 5 og Max: Torsdag d. 6. februar
Produktionsselskab: Metronome