GRÆNSEPOLITIET
Ny reportageserie følger politiets arbejde ved den dansk-tyske grænse.
I den nye reportageserie ’Grænsepolitiet’ følger vi politiets arbejde ved den dansk-tyske grænse.
De har ansvaret for grænsekontrollen mellem Danmark og Tyskland og har især fokus på alt fra indsmugling af ulovlige stoffer og omrejsende, organiserede tyvebander til trafficking og personer, der ikke lovligt må komme ind i Danmark.
Vi er med betjentene på arbejde ved de tre største grænseovergange Frøslev, Padborg og Kruså, hvor biler og personer skal profileres og tjekkes. Her passerer tusindvis af lastbiler, varevogne og almindelige personbiler hver dag, og det er politiets arbejde at finde frem til dem, som gemmer mere end sodavand og øl i bagagerummet.
Vi følger også politiets kontrol ved de helt små grænseovergange som Bøgelhus og Vilmkær, der er såkaldte “smuglerruter”. Selvom de mindre landeveje hovedsageligt bruges af lokale og pendlere, er det samtidig en perfekt rute for lyssky aktivitet og indsmugling af bl.a. narko.
Vi er med politiet på kontrol i tog og på færger fra udlandet, hvor der skal tjekkes for illegale personer, der prøver at komme ind i Danmark uden pas eller papirer. Disse personer prøver ofte at undgå politiet ved at indrejse på transport med mindre kontrol, så politiet skal hele tiden lave stikprøvekontrol for at fange de illegale personer.
Derudover dækker betjentene fra UKA hele området nord for den dansk-tyske grænse og holder skarpt øje med alle, der er på vej ind og ud af landet. De bruger ANPG og overvågning af trafikken og kigger efter mistænkelige køretøjer og biler med et usædvanligt køremønstrer, når de skal fange de organiserede kriminelle, der hele tiden finder på nye måder at smugle ulovlige ting ind i Danmark. Vi har i denne sæson bl.a. en sag med amfetamin smuglet ind i en beholder med olivenolie.
Sidst men ikke mindst er vi med ved grænsen i Billund Lufthavn. Her følger vi politihunden Kjelds arbejde, når den sammen med sin hundefører Asger skal søge efter narko i kufferter og på personer i lufthavnen. Et andet sted i Billund er vi med toldstyrelsen på arbejde, når de skal tjekke pakker fra udlandet for ulovlige varer og narko, inden de skal sendes videre rundt i Danmark.
Programmet kommer tæt på de personer, der hver dag beskytter Danmark og de oplevelser, de får, i deres arbejde ved grænsen.
Ingen dage er ens, når vi er på patrulje med ’Grænsepolitiet’.
Format: Dansk reportageserie fra 2026
Premiere på Kanal 5 og HBO Max: Onsdag d. 4. februar
Produktionsselskab: Nordisk Film TV