Skip to main content

DOBBELT OP

Nyt underholdningsprogram med Tine Gøtzsche i front på Kanal 5 og Max.

De opfindsomme forretningsideer står i kø, når Warner Bros. Discovery blænder op for det nye programformat Dobbelt op med Tine Gøtzsche i front. Programmet får premiere på Kanal 5 og HBO Max til efteråret.

I Dobbelt op følger vi 12 par amatøriværksættere i en underholdende og intens konkurrence, hvor idérigdom, samarbejde og evnen til at handle hurtigt bliver afgørende.  

Med den ene nytænkende forretningside efter den anden skal parrene bevise, at de har, hvad der skal til for at fordoble et stadigt voksende pengebeløb. En idé må kun bruges én gang, og de par, der ikke når at fordoble, må forlade konkurrencen.   

Startkapitalen i første runde er 1.000 kroner, der skal blive til 2.000 kroner, og i sidste runde skal 120.000 kroner blive til 240.000 kroner. Parret, der til slut har tjent flest penge, vinder 100.000 kroner oveni det indtjente.  

Hvert par har et fælles mål: At forvandle deres startkapital til en livsændrende præmie, som kan kickstarte deres iværksætterdrøm.  

Tine Gøtzsche styrer slagets gang 

I front for programmet står den erfarne journalist og nyhedsvært, Tine Gøtzsche. Med sin skarpe journalistiske baggrund og varme personlighed vil Tine guide parrene gennem både op- og nedture i jagten på succes.  

- Dobbelt op handler ikke bare om at vinde penge, men også om at turde forfølge sine drømme og tage chancer. Jeg glæder mig til at følge deltagernes rejse og være en del af deres kamp for at fordoble deres indsats og måske ændre deres liv for altid, siger Tine Gøtzsche.  

Programmet består af to dele: Den ene udspiller sig på Købmandsskolen i København, hvor hver episode starter og slutter. I den anden del er parrene ude og kæmpe for at få deres forretningsidéer til at blomstre, ofte under tidspres og med uforudsigelige udfordringer.  

Kristian Rosasco, Programdirektør hos Warner Bros. Discovery i Danmark, fortæller om det nye underholdningsprogram: 

- Vi er utrolig stolte over at kunne præsentere Tine Gøtzsche som vært på Dobbelt op og glæder os til, at programserien, der kombinerer nervepirrende konkurrence, kreativitet og stærke relationer mellem deltagerne, rammer skærmen til efteråret. Der er en klar tendens til, at vi fascineres af iværksætteri, og vi ser stadigt flere modige danskere, der opsiger deres faste job og starter som selvstændige. Den tendens taler Dobbelt op ind i, og vi håber og tror på, at programmet både kan inspirere og underholde seerne på HBO Max og Kanal 5.  

De 12 par, der medvirker i programmet, er: 

Par 1: Søskendeparret Maria og Andreas fra Køge 

Par 2: De to svogre Ahmed og Mahmoud fra Odense og Esbjerg 

Par 3: Kollegerne Benjamin og Steven fra Skjern og København  

Par 4: Kæresteparret Elisabeth og Nderim fra Aalborg 

Par 5: Kollegerne Lukas og Matti fra Aalborg  

Par 6: Forretningspartnerne Mette og Mille fra Nordsjælland  

Par 7: Kollegerne Casper og Niels fra Bramming og Horsens 

Par 8: Mor og datter Stine og Janne fra Aarhus 

Par 9: Venneparret Rikke og Vickie fra Aarhus og Slangerup  

Par 10: Venneparret Ronnie og Brian fra Borup  

Par 11: Venneparret Henriette og Maria fra København 

Par 12: Venneparret Magnus og Rolf fra Nørrebro 

Dobbelt op er produceret af United Productions og får premiere på HBO Max og Kanal 5 i efteråret 2025.

Kontakter

Signe Bjørg Granberg

Senior Manager Communications and PR