---
title: 'Sport på Dplay, 6’eren Eurosport 1 og Eurosport 2 i uge 5'
url: 'https://presse.warnerbrosdiscovery.dk/post/sport-pa-dplay-6eren-eurosport-1-og-eurosport-2-i-uge-5'
author: 'Skydance Danmarks presseside'
published: '2020-01-22T12:50:34+00:00'
updated: '2020-05-07T12:24:54+00:00'
description: 'Der er som altid masser af international topsport på Dplay og Discoverys danske tv-kanaler i ugen der kommer. Her skal vi have fundet en vinder af Australian Open i tennis for både mænd og kvinder, der er cykelløb fra Sydamerika og så er der engelsk fodbold i form af både FA Cup og semifinale i Carabao Cuppen.'
image: 'https://frontend-assets.clipsource.com/5b86984a65a7a/dnd-5b6aa8d02fd21/2020/01/22/5e283472e342b_thumbnail.jpg'
category: Sport
language: da
---

# Sport på Dplay, 6’eren Eurosport 1 og Eurosport 2 i uge 5

![](https://frontend-assets.clipsource.com/5b86984a65a7a/dnd-5b6aa8d02fd21/2020/01/22/5e283472e342b_thumbnail.jpg)

Der er som altid masser af international topsport på Dplay og Discoverys danske tv-kanaler i ugen der kommer. Her skal vi have fundet en vinder af Australian Open i tennis for både mænd og kvinder, der er cykelløb fra Sydamerika og så er der engelsk fodbold i form af både FA Cup og semifinale i Carabao Cuppen.

**Mandag den 27. januar til søndag den 2. februar på Dplay, Eurosport 1 og Eurosport 2**   
Australian Open   
**Tennis, mænd og kvinder**   
Direkte fra Melbourne Park i Australien. Discoverys danske kanaler er eneste mulighed for at følge Australian Open. I anden uge af turneringen er det kun de absolut bedste, som er tilbage. Derfor er der lagt op til tennis i verdensklasse, når vi følger både mænd og kvinder i jagten på årets første Grand Slam-titel.   
*Kommentatorer: Michael Mortensen, Anders Haahr Rasmussen, Sisse Folmø, Thomas Skouboe, Ondrej Kralik, Peer Kaae.*

**Mandag den 27. januar til søndag den 2. februar på Dplay og Eurosport 1**   
Vuelta San Juan, 2. - 7. etape   
**Landevejscykling, mænd**   
Direkte fra de argentinske landeveje. En ny landevejssæson er på vej, og flere af de store World Tour-hold har valgt at starte sæsonen med det argentinske etapeløb Vuelta San Juan. Peter Sagan, Julian Alaphilippe og Fernando Gaviria er blandt de stjerner, som stiller til start i løbet. Særligt franske Alaphilippe, fra Deceuninck - Quick Step-holdet burde være motiveret for yde en stærk indsats. Han blev nemlig nummer to samlet sidste år.   
*Kommentatorer: Thomas Bay og Brian Holm*

**Mandag den 27. januar kl. 20.30 på Dlay og 6’eren**   
FA Cup. 4. runde   
**Bournemouth – Arsenal**   
Direkte fra Vitality Stadium i Bournemouth. Her skal to af Premier Leagues mest ustabile hold i kamp om at gå videre til næste runde af den prestigefyldte FA Cup. Arsenal har hentet syv sejre i de seneste 10 kampe mod Bournemouth, så London-klubben bør have det mentale overtag. Om det så kan omsættes til sejr bliver spændende at følge.   
*Kommentatorer: Peter Piil og Mikkel Bischoff*

**Tirsdag den 28. januar kl. 20.30 på Dplay og 6’eren**   
Carabao Cup, semifinale, returkamp   
**Aston Villa – Leicester**   
Direkte fra Villa Park i Birmingham. Aston Villa fik et fornuftigt resultat med hjem fra Leicester i det første opgør, hvor klubberne spillede uafgjort 1-1. Dermed er Leicester pisket til sejr, hvis man skal spille sig i finalen i den lille engelske pokalturnering. Med andre ord er der lagt op til at Leicester kommer blæsende ud fra start, og den slags plejer at være ganske underholdende.   
*Kommentatorer: Peter Piil og Mikkel Bischoff*
