---
title: 'Sport på Dplay 6’eren, Canal 9 og Eurosport 1+2 i uge 45'
url: 'https://presse.warnerbrosdiscovery.dk/post/sport-pa-dplay-6eren-canal-9-og-eurosport-1-2-i-uge-45'
author: 'Skydance Danmarks presseside'
published: '2020-10-28T07:50:00+00:00'
updated: '2020-10-28T06:50:04+00:00'
description: 'Der er masser at se frem til for sportsfans med adgang til Dplay og Discoverys danske kanaler i den kommende uge. Europa League og 3F Superligaen buldrer derudad, verdens bedste svømmere konkurrerer i Budapest og så skal Vuelta a España have fundet sin vinder.'
image: 'https://frontend-assets.clipsource.com/5b86984a65a7a/dnd-5b6aa8d02fd21/2020/10/27/5f981534a3c36_thumbnail.jpg'
category: Sport
language: da
---

# Sport på Dplay 6’eren, Canal 9 og Eurosport 1+2 i uge 45

![](https://frontend-assets.clipsource.com/5b86984a65a7a/dnd-5b6aa8d02fd21/2020/10/27/5f981534a3c36_thumbnail.jpg)

Der er masser at se frem til for sportsfans med adgang til Dplay og Discoverys danske kanaler i den kommende uge. Europa League og 3F Superligaen buldrer derudad, verdens bedste svømmere konkurrerer i Budapest og så skal Vuelta a España have fundet sin vinder.

**Mandag den 2. til lørdag den 7. november på Dplay og Eurosport 2**   
Svømning, mænd og kvinder   
**International Swimming League**   
Direkte fra Budapest i Ungarn. Verdens bedste svømmere er samlet i Budapest for at afgøre International Swimming League. Det er en konkurrence for klubhold, hvor hver svømmerne henter point til deres hold i de forskellige svømmediscipliner. Pernille Blume er til start for Energy Standard Paris, Emilie Beckmann svømmer for Iron, mens Jeanette Ottesen og Signe Bro begge stiller op for NY Breakers. *Kommentatorer: Thomas Lund og Ricki Clausen*

**Tirsdag den 3. til søndag den 8. november på Dplay og Eurosport 1**   
Landevejscykling, mænd   
**Vuelta a España**   
Direkte fra de spanske landeveje. Det gælder den sidste uge af årets sidste Grand Tour, og det er derfor nu det hele bliver afgjort. De sidste dage af Spanien Rundt byder både bjergetaper, en enkeltstart og masser af muligheder for at angribe den førende rytter, inden hele løbet slutter med en formodet sprinterafgørelse i hjertet af Madrid.   
*Kommentatorer: Thomas Bay, Rene Wenzel, Jesper Worre, Sebastian Lander*

 **Torsdag den 5. november kl. 18.00 på Dplay og 6’eren**   
Europa League, gruppespil, 3. runde   
**Ludogorets – Tottenham**   
Direkte fra Huvepharma Arena i Bulgarien. Tottenham er storfavoritter til at sætte sig på førstepladsen i gruppe J, og bør derfor ikke få problemer mod bulgarske Ludogorets. Kendere vil vide, at FC Midtjylland slog Ludogorets ud på de danske mestres vej mod gruppespillet i Champions League, men bulgarerne rejste sig fra nederlaget og formåede at spille sig ind i Europa Leagues gruppespil. *Kommentatorer: Zak Egholm og Lars Jacobsen*

**Torsdag den 5. november kl. 18.45 på Dplay og Eurosport 2**   
Europa League   
**Europa League Goalshow LIVE**   
Direkte fra Mileparken. Europa League Goalshow viser løbende mål og highlights fra alle aftenens kampe i Europa League. Der vil blive holdt særligt øje med de dygtige, danske fodboldspillere, der er med deres klubber i Europa League, og så vil der være masser af godt humør og afslappet stemning. Samtidig er der også tid til quiz og interaktion med seerne.   
*Værter: Simon Egeskov og Kian Fonoudi*

**Torsdag den 5. november kl. 20.55 på Dplay og Canal 9**   
Europa League, gruppespil, 3. runde   
**Leicester – Braga**   
Direkte fra King Power Stadium i Leicester. Det er gruppe G’s to forhåndsfavoritter som tørner sammen torsdag aften i Leicester. Hvis nogen skulle tro, at denne kamp vinder englænderne uden det store besvær, så er det fordi man undervurderer Braga. Portugiserne spiller stort set altid med om de sjove placeringer i den hjemlige liga, og i 2011 gik de hele vejen til finalen i Europa League, hvor det dog blev til nederlag til landsmændene fra Porto.   
*Kommentatorer: Anders Bank-Rasmussen og Mikkel Bischoff*

**Lørdag den 7. og søndag den 8. november på Dplay og Eurosport 2**   
Cykling, mænd og kvinder   
**EM i cykelcross**   
Direkte fra s’Hertogenbosch i Holland. Cyklecross er en kæmpe disciplin i Holland og Belgien, så der skal nok blive kamp om medaljerne, når Europamesterskaberne bliver kørt i hollandske s’Hertogenbosch. To af de største landevejsstjerne i øjeblikket, hollandske Matheiu van der Poel og belgiske Wout van Aert, er begge tidligere verdensmestre i cykelcross, så mesterskaberne bliver måske en mulighed for at se nogle af de kommende stjerner.   
*Kommentatorer: Jesper Mørkøv og Rene Wenzel*

**Søndag den 8. november kl. 13.00 på Dplay og Eurosport 2**   
3F Superliga, 8. spillerunde   
**FC Nordsjælland - Vejle**   
Direkte fra Right to Dream Park i Farum. Vejle har fået en forrygende start på livet i 3F Superligaen. Men stort set alle har det svært, når de møder FC Nordsjælland i Farum. Begge hold vil gerne frem på banen, og der er derfor lagt op til en offensiv kamp, hvor der burde komme et par scoringer eller mere.   
*Kommentatorer: Peter Piil og Mikkel Bischoff*

**Søndag den 8. november kl. 15.00 på Dplay og Canal 9**   
3F Superliga, 8. spillerunde   
**Brøndby – OB**   
Direkte fra Brøndby Stadion. Både Brøndby og OB kæmper lidt med at finde kontinuerlige god resultater. Men derfor kan denne kamp jo godt blive underholdende. Inklusiv en træningskamp har Brøndby vundet de seneste fire kamp mod fynboerne, og det må give Niels Frederiksens tropper lidt selvtillid. Omvendt har OB virkelig brug for point, så de kan ikke komme til Brøndby og bare stille sig tilbage og vente.   
*Kommentatorer: Zak Egholm og Flemming Povlsen*
