---
title: "Sport på Dplay, 6'eren, Canal 9, Eurosport 1 og Eurosport 2 i uge 9"
url: 'https://presse.warnerbrosdiscovery.dk/post/sport-pa-dplay-6eren-canal-9-eurosport-1-og-eurosport-2-i-uge-9'
author: 'Skydance Danmarks presseside'
published: '2020-02-19T08:47:17+00:00'
updated: '2020-05-07T12:25:07+00:00'
description: 'I uge 9 byder Discovery Networks Danmark på en perlerække af fede sportsbegivenheder. Man kan se nogle af verdens absolut bedste cykelryttere på landevejen, der er returopgør i Europa League, spændende Superliga-opgør samt en uge i verdensklasse-snookerens tegn. Til slut byder Aston Villa Manchester City op til dans i Carabao Cup-finalen.'
image: 'https://frontend-assets.clipsource.com/5b86984a65a7a/dnd-5b6aa8d02fd21/2020/02/19/5e4ce69ae9a8f_thumbnail.jpg'
category: Sport
language: da
---

# Sport på Dplay, 6'eren, Canal 9, Eurosport 1 og Eurosport 2 i uge 9

![](https://frontend-assets.clipsource.com/5b86984a65a7a/dnd-5b6aa8d02fd21/2020/02/19/5e4ce69ae9a8f_thumbnail.jpg)

I uge 9 byder Discovery Networks Danmark på en perlerække af fede sportsbegivenheder. Man kan se nogle af verdens absolut bedste cykelryttere på landevejen, der er returopgør i Europa League, spændende Superliga-opgør samt en uge i verdensklasse-snookerens tegn. Til slut byder Aston Villa Manchester City op til dans i Carabao Cup-finalen.

**Mandag 24. februar til lørdag 29. februar på Dplay, Eurosport 1 og Eurosport 2**  
Cykling, mænd  
**UAE Tour** Direkte fra de arabiske emiraters landeveje og bjerge. Den firedobbelte Tour de France-vinder Chris Froome står til at få comeback, efter han led et alvorligt styrt ved sidste års Critérium du Dauphine. Selvom han undgår sidste års UAE Tour-vinder Primoz Roglic, så er det et stjernespækket modstanderfelt, som Froome skal slå i etapeløbet, der strækker sig over syv dage. Stjerner som Alejandro Valverde og Adam Yates stiller også op til start.  
*Kommentatorer: Brian Holm, Thomas Bay og Jesper Worre.*

**Torsdag den 27. februar kl. 19.00 på Dplay og 6’eren**   
Europa League, 1/16-finale, 2. kamp   
**Celtic – FCK**   
Direkte fra Celtic Park i Glasgow. FC København er kommet på en hård opgave på udebane mod skotske Celtic, hvor de skal forsøge at spille sig videre til næste runde af Europa League. Der er ingen tvivl om, at skotterne ikke giver sig uden kamp, når Byens Hold kommer på besøg.   
*Kommentatorer: Zak Egholm og Lars Jacobsen*

**Mandag 24. februar til søndag 1. marts på Dplay, Eurosport 1 og Eurosport 2** Snooker, mænd.  
**Players Championship** Direkte fra Southport i England. Snooker-fans drømmer formentlig om en gentagelse af sidste års finalekamp, hvor snooker-legenden Ronnie O’Sullivan slog Neil Robertson i et spændende finaleópgør. Men først skal O’Sullivan lige kæmpe sig gennem syv dages intensiv snooker.  
*Kommentator: Henrik Kaj Hansen*

**Søndag den 1. marts kl. 13.00 på Dplay og Eurosport 2** 3F Superliga, 23. spillerunde  
**OB – Silkeborg IF** Direkte fra Nature Energy Park i Odense. Superligaens bundprop Silkeborg IF tager turen til Odense søndag eftermiddag. Begge hold har brug for de tre point, så der er meget på spil i søndagens kamp. Udover det slog Jakob Michelsens mandskab Silkeborg IF 3-0, sidst de mødtes i september, så mon ikke, at silkeborgenserne har ekstra motivation for at give dem kamp til stregen?   
*Kommentatorer: Niels Harild og Flemming Povlsen*

**Søndag den 1. marts kl. 15.00 på Dplay og Canal 9**  
3F Superliga, 23. spillerunde  
**Brøndby IF – Lyngby BK** Direkte fra Brøndby Stadion i Brøndby. De blågule tager mod Lyngby BK i en kamp, hvor især gæsterne kæmper med næb og kløer for en plads i det forjættede land – mesterskabs-playoff. Brøndby har dog haft godt styr på Lyngby, og da de senest mødte hinanden i oktober vandt Brøndby 3-0.  
*Kommentatorer: Casper Høygård og Lars Jacobsen*

**Søndag 1. marts kl. 16.00 på Dplay og 6’eren** Carabao Cup-finalen  
**Aston Villa – Manchester City** Direkte fra Wembley i London. Der er dømt finalebrag, når Aston Villa og Manchester City møder hinanden i den britiske ligacup-finale. Det ville være noget af en fjer i hatten for manager Dean Smith og upåagtede Aston Villa, hvis de kan slå stjernespækkede Manchester City med Pep Guardiola i front i Carabao Cup-finalen.  
*Kommentatorer: Peter Piil og Mikkel Bischoff*
