---
title: 'Sport på discovery+ og Eurosport 1 og 2 i uge 47'
url: 'https://presse.warnerbrosdiscovery.dk/post/sport-pa-discovery-og-eurosport-1-og-2-i-uge-47'
author: 'Skydance Danmarks presseside'
published: '2022-11-17T09:00:00+00:00'
updated: '2022-11-21T10:06:02+00:00'
description: 'Der er masser af interessant sport i vente i næste uge på discovery+ og Discoverys danske tv-kanaler. Blandt andet drager flere mandlige tennisstjerner mod Spanien til dette års finaler i verdens mest prestigefyldte tennisturnering for landshold, Davis Cup. Derudover er de danske curlingkvinder i aktion til Europamesterskaberne, mens der også er cykling i diverse afstøbninger på programmet.'
image: 'https://frontend-assets.clipsource.com/5b86984a65a7a/dnd-5b6aa8d02fd21/2022/11/15/6373aac24719d_thumbnail.jpg'
category: Sport
language: da
---

# Sport på discovery+ og Eurosport 1 og 2 i uge 47

![](https://frontend-assets.clipsource.com/5b86984a65a7a/dnd-5b6aa8d02fd21/2022/11/15/6373aac24719d_thumbnail.jpg)

***Der er masser af interessant sport i vente i næste uge på discovery+ og Discoverys danske tv-kanaler. Blandt andet drager flere mandlige tennisstjerner mod Spanien til dette års finaler i verdens mest prestigefyldte tennisturnering for landshold, Davis Cup. Derudover er de danske curlingkvinder i aktion til Europamesterskaberne, mens der også er cykling i diverse afstøbninger på programmet.***

**Tirsdag den 22. november til søndag den 27. november på discovery+ og Eurosport 1 og 2** Tennis, mænd   
**Davis Cup Finals** Direkte fra Malaga, Spanien. Otte nationer kæmper om at vinde det traditionsrige Davis Cup-trofæ, når Spanien er vært for finalerne i den 110. udgave af turneringen. I kvartfinalerne mødes Italien - USA, Tyskland - Canada, Holland - Australien og Spanien - Kroatien. Flere stjerner er blevet udtaget, og tennisfans kan se frem at opleve stjerner som Félix Auger-Aliassime, Denis Shapovalov og Matteo Berrettini i aktion.  
*Kommentatorer: Michael Mortensen, Sisse Folmø, Thomas Skoubo og Anders Haahr Rasmussen*

**Onsdag den 23. november kl. 19:00 på discovery+ og Eurosport 1** EM-curling, kvinder  
**Danmark – Tyskland** Direkte fra Östersund Arena, Sverige. I den niende og sidste indledende kamp ved dette års Europamesterskab i curling skal de danske kvinder, ført an af skipper Madeleine Dupont, op imod Tyskland. Da de to hold mødte hinanden ved EM i fjor, vandt Tyskland med 10-5. Der er dermed revanche til gode for Danmark, og en sejr kan være nødvendig, hvis de danske kvinder skal gøre sig forhåbninger om en plads i semifinalerne.   
*Kommentatorer: Michael Harry &amp; Oluf Olsen*

**Torsdag den 24. november til søndag den 27. november på discovery+** Golf, kvinder  
**Ladies European Tour – Spanish Open** Direkte fra Alferini Golf, Malaga. Sidste turnering på denne sæsons Ladies European Tour finder sted på den spanske solkyst. Turneringen markerer foruden afslutningen også højdepunktet på touren, og i 2020 kunne Emily Kristine Pedersen kalde sig vinder efter fremragende spil. Der forventes også at være danskere blandt de deltagende, der kæmper om at få del i præmiesummen på over 4,8 millioner kroner.   
*Kommentatorer: Anders Sigdal og Andreas Hartø*

**Lørdag den 26. november kl. 13:45 på discovery+** Cykelcross, mænd og kvinder  
**Trofee Kortrijk-Urban** Direkte fra Kortrijk, Belgien. I Belgien kan cykelcross-entusiaster glæde sig over, at superstjernen Wout van Aeart har meldt sin ankomst og sæsondebuterer ved løbet, der er en del af X2O-løbsserien. Hos herrerne føres serien af Lars van der Haar, mens Fem van Empel er i front hos kvinderne. Den store kvindelige stjerne Lucinda Brand vil forsøge at vinde løbet for fjerde gang i træk, mens Toon Aerts er forsvarende mester hos herrerne.  
*Kommentatorer: Thomas Bay &amp; Brian Holm*

**Lørdag den 26. november kl. 18:30 på discovery+ og Eurosport 1** Banecykling, mænd og kvinder  
**UCI Track Champions League – St-Quentin-En-Yvelines** Direkte fra Velodrome National de St-Quentin-En-Yvelines, Frankrig. I tredje afdeling af dette års UCI Track Champions League vil op imod 5.000 fans tage plads i velodromen lige uden for Paris. Her kan de se frem til hæsblæsende banecykling. Efter første afdeling fører henholdsvis britiske Mark Stewart og amerikanske Jennifer Valente endurance-serien, mens hollandske Harrie Lavreysen og landsmanden Shanne Braspennincx er i front i sprint-serien.  
*Kommentatorer: Thomas Bay &amp; Brian Holm*
