---
title: 'Sport på discovery+, Kanal 5, 6’eren, Canal 9 og Eurosport 1 og 2 i uge 15'
url: 'https://presse.warnerbrosdiscovery.dk/post/sport-pa-discovery-kanal-5-6eren-canal-9-og-eurosport-1-og-2-i-1'
author: 'Skydance Danmarks presseside'
published: '2022-04-07T12:20:00+00:00'
updated: '2022-04-08T10:58:20+00:00'
description: 'Cykelentusiaster kan godt begynde at glæde sig til det klassiske monument Paris – Roubaix, som er blandt næste uges sportshøjdepunkter på discovery+ og Discoverys danske tv-kanaler. Derudover byder ugen også på verdensmesterskaberne i snooker, semifinale fra verdens ældste cupturnering samt kampe fra både Mesterskabs- og Kvalifikationsspillet i Superligaen.'
image: 'https://frontend-assets.clipsource.com/5b86984a65a7a/dnd-5b6aa8d02fd21/2022/04/07/624e9d84b7334_thumbnail.jpg'
category: Sport
language: da
---

# Sport på discovery+, Kanal 5, 6’eren, Canal 9 og Eurosport 1 og 2 i uge 15

![](https://frontend-assets.clipsource.com/5b86984a65a7a/dnd-5b6aa8d02fd21/2022/04/07/624e9d84b7334_thumbnail.jpg)

***Cykelentusiaster kan godt begynde at glæde sig til det klassiske monument Paris – Roubaix, som er blandt næste uges sportshøjdepunkter på discovery+ og Discoverys danske tv-kanaler. Derudover byder ugen også på verdensmesterskaberne i snooker, semifinale fra verdens ældste cupturnering samt kampe fra både Mesterskabs- og Kvalifikationsspillet i Superligaen.***

**Onsdag d. 13. april kl. 11:15 på discovery+ og Eurosport 1** Landevejscykling, kvinder og mænd **De Brabantse Pijl** Direkte fra de belgiske landeveje. For både kvinderne og mændene er det blevet tid til dette års sjette og sidste i serien Flanders Classic. Det tilbagevendende endagsløb byder som de seneste år på start- og målby i henholdsvis Leuven og Overijse. Ingen danskere har tidligere vundet løbet. Den statistik vil Michael Valgren nok gerne forsøge at ødelægge. Sidste år snød britiske Tom Piddock de mandlige favoritter, mens hollandske Ruth Winder løb med sejren hos kvinderne.  
*Kommentatorer: Trine Schmidt, Thomas Bay og Jesper Worre*

**Torsdag d. 14. april kl. 13:00 på discovery+ og Canal 9** 3F Superliga, 25. runde  
**OB – Vejle** Direkte fra Ewii Park. Hjemmeholdet fik senest lidt luft til bunden, da unge Jakob Breum strålede og blev dobbeltscorer i sejren over FC Nordsjælland. Nu venter nedrykningskandidaterne fra Vejle, der indædt jagter netop FC Nordsjælland på den rigtige side af stregen. Gæsterne vandt det seneste indbyrdes opgør med 2-0 i Vejle-træner Ivan Prelecs debut. Kroaten har fået en pointmæssig fin start med 4 point i to kampe.   
*Kommentatorer: Casper Høygård &amp; Kevin Stuhr Ellegaard*

**Torsdag d. 14. april kl. 15:00 på discovery+ og 6’eren** 3F Superliga, 25. runde   
**Silkeborg IF – FC København** Direkte fra Jysk Park. Ovenpå en flot start på forårssæsonen er det blevet til fire nederlag i træk for Kent Nielsens Silkeborg-mandskab. Meget tyder på, at endnu et nederlag venter forude, når mesterskabsfavoritterne fra FC København kommer på besøg. Gæsterne har nemlig vundet de seneste syv kampe i Superligaen og i samme ombæring kun lukket et enkelt mål ind. Silkeborg har dog drillet FCK i de to første indbyrdes opgør i denne sæson, der begge er endt målløse.  
*Kommentatorer: Zak Egholm &amp; Flemming Povlsen*

**Torsdag d. 16. april til søndag d. 17. april på discovery+ og Eurosport 2** Golf, PGA Tour   
**RBC Heritage** Direkte fra Hilton Head Island, South Carolina. Efter denne uges Masters, er golfeliten igen tilbage på PGA Touren, hvor Harbour Town Golf Links endnu engang danner rammen RBC Heritage. Banen, der er blandt de bedste i verden, har lagt græs til turneringen, siden den første gang blev afholdt i 1969. Amerikanske Stewart Clink vandt i fjor. I år kan vinderen gå hjem med over 9,7 millioner kroner.   
*Kommentatorer: Jesper Knudsen &amp; Søren Hansen*

**Lørdag d. 16. april til søndag d. 2. maj på discovery+ og Eurosport 1** Snooker, mænd  
**World Championship – Sheffield** Direkte fra Crucible Theatre. Verdensmesterskaberne i snooker står for døren. De kommende uger vil de bedste spillere svinge deres køer i Sheffield, der er vært for mesterskaberne for 46. gang i træk. Den forsvarende verdensmester er engelske Mark Selby, der lige nu ligger nr. 2 på verdensranglisten. Den samlede præmiesum er på hele 21,3 millioner kroner, mens vinderen kan stikke afsted med knap 4,5 millioner kroner.  
*Kommentator: Henrik Kaj Hansen*

**Lørdag d. 16. april kl. 15:00 på discovery+ og 6’eren** FA Cup, semifinale   
**Manchester City – Liverpool** Direkte fra Wembley Stadium. Den ene semifinale i verdens mest traditionsrige cupturnering byder på et opgør mellem de to mesterskabs-duellanter. Mest sultne må være Jürgen Klopps Liverpool-hold, der ikke har vundet FA Cuppen siden 2006. Liverpool har dog ikke slået City siden 2019. Vigtigt til historien er dog, at de to hold også tørner sammen i Premier League på nu på søndag. Opgøret kan være med til at fortælle, hvordan styrkeforholdet ser ud netop nu.   
*Kommentatorer: Zak Egholm &amp; Mikkel Bischoff*

**Søndag d. 17. april kl. 09:30 på discovery+ og Eurosport 1** Landevejscykling, mænd   
**Paris – Roubaix** Direkte fra de franske landeveje. *Helvedet i nord* og årets tredje monument afholdes for 119. gang. Som sædvanligt venter en rute på mere end 250 km, der undervejs byder på flere af de krævende pavéer, inden løbet finder sin nye vinder på den mytiske Vélodrome André-Pétrieux. Sidste års vinder, Sonny Colbrelli, får grundet sit nylige hjertestop ikke mulighed for at forsvare sin titel. Kasper Asgreen og Mads Pedersen er de bedste bud på et godt dansk resultat.  
*Kommentatorer: Jesper Worre, Thomas Bay, Brian Holm &amp; Anders Mielke*
