---
title: 'Sport på discovery+, Eurosport 1 og 2 i uge 23'
url: 'https://presse.warnerbrosdiscovery.dk/post/sport-pa-discovery-eurosport-1-og-2-i-uge-23'
author: 'Skydance Danmarks presseside'
published: '2022-06-02T08:00:00+00:00'
updated: '2022-06-02T08:00:00+00:00'
description: 'Næste uge byder på fremragende cykelløb med en masse stigninger i både Frankrig, England og Schweiz. Derudover rejser verdens bedste golfspillere på PGA Touren til Canada, mens hele 11 danskere er klar, når 24-timers løbet Le Mans løber af stablen. Alt dette og meget mere sport på discovery+ og Warners Bros. Discoverys danske tv-kanaler.'
image: 'https://frontend-assets.clipsource.com/5b86984a65a7a/dnd-5b6aa8d02fd21/2022/06/02/62986023e7cae_thumbnail.jpg'
category: Sport
language: da
---

# Sport på discovery+, Eurosport 1 og 2 i uge 23

![](https://frontend-assets.clipsource.com/5b86984a65a7a/dnd-5b6aa8d02fd21/2022/06/02/62986023e7cae_thumbnail.jpg)

***Næste uge byder på fremragende cykelløb med en masse stigninger i både Frankrig, England og Schweiz. Derudover rejser verdens bedste golfspillere på PGA Touren til Canada, mens hele 11 danskere er klar, når 24-timers løbet Le Mans løber af stablen. Alt dette og meget mere sport på discovery+ og Warners Bros. Discoverys danske tv-kanaler.***

**Mandag d. 6. juni til søndag d. 12. juni på discovery+ og Eurosport 2** Landevejscykling, mænd  
**Critérium du Dauphiné** Direkte fra de franske landeveje. Det hårde franske etapeløb fungerer for mange ryttere som opvarmning til Tour de France. Derfor kan løbet med de mange stigninger også være med til at indikere, hvordan Tour-formen ser ud hos de store stjerner. Løbet afgøres søndag, hvor der venter rytterne en hård afgørende stigning uden for kategori til Plateau de Solaison. Jonas Vingegaard vil garanteret forsøge at byde rivalerne op til dans. Sidste år stod australske Richie Porte øverst på skamlen efter de otte etaper.  
*Kommentatorer: Thomas Bay &amp; Brian Holm*

**Mandag d. 6.  juni til 11. juni på discovery+ og Eurosport 1** Landevejscykling, kvinder  
**The Women’s Tour** Direkte fra de britiske landeveje. På kvindernes World Tour er det blevet tid til Storbritanniens mest prestigefyldte løb, når ottende udgave af Women’s Tour finder sted. Løbet, der byder på seks etaper, starter i Colchester og slutter i Oxford. Emma Norsgaard, der senest blev nr. tre i RideLondon Classique, forventes at stille start. Sidste år blev løbet vundet af hollandske Demi Vollering.  
*Kommentatorer: Anders Mielke &amp; Trine Schmidt*

**Torsdag d. 9. juni til søndag d. 12. juni på discovery+ og Eurosport 2** Golf, mænd   
**PGA Tour – Canadian Open** Direkte fra St. George's Golf and Country Club, Ontario. I denne uge vender verdens bedste golfspillere snuden mod nord, når Canadian Open igen afholdes efter at have været aflyst de seneste to år. Turneringen har en lang historie og første udgave fandt sted helt tilbage i 1904. Ved den seneste udgave i 2019 trak Rory Mcllroy det længste strå. I år kan vinderen gå hjem med et præmiebeløb på hele 10,8 millioner kroner.  
*Kommentatorer: Jesper Knudsen &amp; Jeppe Huldahl*

**Lørdag d. 11. juni kl. 15:00 på discovery+ og Eurosport 1** Motorløb, mænd  
**24-timers Le Mans** Direkte Circuit de la Sarthe, Le Mans. Et rekordstort antal danskere er med, når 24-timers løbet Le Mans skydes i gang på den legendariske 13,6 km lange bane Circuit de la Sarthe. Hele 11 danskere er repræsenteret i klasserne LMP2, LMGTE PRO og LMGTE AM. Blandt dem er Nicklas Nielsen, der sidste år var med til at vinde LMGTE AM-klassen. I år skal han forsøge at gøre kunsten efter i LMP2-klassen, som er den næstmest prestigefyldte.  
*Kommentatorer: Peter Maaløe &amp; Bo Baltzer Nielsen*

**Søndag d. 12. juni kl. 15:35 på discovery+ og Eurosport 1** Landevejscykling, mænd   
**Schweiz Rundt** Direkte fra de schweiziske landeveje. Flere ryttere skal have pudset deres Tour de France-form af i det otte etaper lange World Tour-løb Schweiz Rundt. I år byder løbet på otte etaper, der starter med en 178 kilometer lang etape med start- og målby i Küsnacht i det nordlige Schweiz. Ingen danskere har tidligere vundet løbet. Søren Kragh Andersen, der vandt en etape i Schweiz Rundt i 2018, formodes at være med, når feltet ruller afsted.  
*Kommentator: Anders Mielke*
