---
title: 'Sport på discovery+, Canal 9 og Eurosport 1+2 i uge 4'
url: 'https://presse.warnerbrosdiscovery.dk/post/sport-pa-discovery-canal-9-og-eurosport-1-2-i-uge-4'
author: 'Skydance Danmarks presseside'
published: '2021-01-21T13:57:16+00:00'
updated: '2021-01-21T12:58:04+00:00'
description: 'Der venter masser timer med international topsport for folk med adgang til discovery+ og Discoverys danske tv-kanaler i den kommende uge. Her kan man se frem til fodbold fra den engelske FA Cup, man kan være i selskab med verdens bedste snookerspillere, og derudover er der også tennis og skiskydning på programmet.'
image: 'https://frontend-assets.clipsource.com/5b86984a65a7a/dnd-5b6aa8d02fd21/2021/01/21/600979e04e1fa_thumbnail.jpg'
category: Sport
language: da
---

# Sport på discovery+, Canal 9 og Eurosport 1+2 i uge 4

![](https://frontend-assets.clipsource.com/5b86984a65a7a/dnd-5b6aa8d02fd21/2021/01/21/600979e04e1fa_thumbnail.jpg)

Der venter masser timer med international topsport for folk med adgang til discovery+ og Discoverys danske tv-kanaler i den kommende uge. Her kan man se frem til fodbold fra den engelske FA Cup, man kan være i selskab med verdens bedste snookerspillere, og derudover er der også tennis og skiskydning på programmet.

**Mandag den 25. januar kl. 20.40 på discovery+**   
FA Cup, 4. runde  
**Wycombe Wanderes – Tottenham**   
Direkte fra Adams Park i High Wycombe. Det gælder en plads i 5. runde af den traditionsrige engelske FA Cup, når Wycombe tager imod Tottenham. Hjemmeholdet er sidst i Championship, mens gæsterne med danske Pierre Emilie Højbjerg spiller med om de sjove placeringer i Premier League. Derfor er Tottenham også storfavoritter til at spille sig videre fra 4. runde.

**Tirsdag den 26. januar kl. 10.20 på discovery+ og Eurosport 1**  
Alpin skiløb, kvinder  
**Storslalom, World Cup**  
Direkte fra Kronplatz i Italien. Her skal italienske Marta Bassino forsvare sin samlede førsteplads i World Cuppen i storslalom. Hjemmebanehåbet får dog hård konkurrence fra typer som landsmanden Federica Brignone og schweiziske Michelle Gisin, som også har været stærke på pisterne i denne sæson.   
*Kommentator: Nils Henrik Stene*

**Tirsdag den 26. januar kl. 19.55 på discovery+ og Canal 9**  
Fa Cup, 4. runde  
**Bournemouth – Crawley Town**  
Direkte fra Vitality Stadium i Bournemouth. Danske Philip Billing og holdkammeraterne i Bournemouth burde ikke komme i de store problemer i denne kamp i 4. runde af FA Cuppen. Modstanderne fra Crawley spiller til daglig i den fjerdebedste række, mens Bournemouth kæmper med om topplaceringerne i The Championship. Men FA Cuppen har sit eget liv og byder altid på flere overraskelser. Så Bournemouth skal tage opgaven seriøst, hvis de vil videre i turneringen.  
*Kommentator: Peter Piil*

**Onsdag den 27. til søndag den 31. januar på discovery+ og Eurosport 1+2**  
German Masters  
**Snooker**  
Direkte fra Marshall Arena i Milton Keynes i England. Coronaepidemien gør at alle turneringer spilles i England - også dette års udgave af German Masters. Den forsvarende mester Judd Trump er topseedet, og det bliver spændende at se, om han kan leve op til forventningerne og snuppe sejren og de knap 700.000 kroner i førstepræmie.  
*Kommentator: Henrik Kaj Hansen*

**Lørdag den 30. til søndag den 31. januar på discovery+ og Eurosport 2**  
Skiskydning, mænd og kvinder  
**EM**  
Direkte fra Duszniki Zdroj i Polen. Her er Europas bedste skiskytter samlet for at dyste om EM-medaljer. Nordmændene har hos både mænd og kvinder været forrygende i denne sæsons World Cup-løb, men svenskerne, tyskerne og franskmændene har også stærke kort på hånden, så der skal nok blive hård kamp om medaljerne  
*Kommentatorer: Rasmus Frøslev Jensen og Troels Bünger*

**Søndag den 31. januar kl. 11.00 på discovery+ og Eurosport 2**  
Tennis, mænd  
**Murray River Open, ATP World Tour 250**   
Direkte fra Melbourne i Australien. Turnering skulle egentlig have været spillet i Adelaide, men er pga. Corana-epidemien flyttet til Melbourne. Murray River Open er en af de klassiske opvarmningsturneringer til årets første Grand Slam-turnering, Australian Open. Det bliver derfor interessant at se, hvem der er åp vej mod topformen, og hvem der stadig har noget at arbejde med frem mod Australian Open.   
*Kommentator: Michael Mortensen*
