---
title: 'Sport på discovery+, 6’eren, Canal 9 og Eurosport 1 og 2 i uge 43'
url: 'https://presse.warnerbrosdiscovery.dk/post/sport-pa-discovery-6eren-canal-9-og-eurosport-1-og-2-i-uge-43'
author: 'Skydance Danmarks presseside'
published: '2022-10-20T08:00:00+00:00'
updated: '2022-10-20T08:00:00+00:00'
description: "Den kommende uge byder på to interessante Superliga-opgør, når FC København lægger vejen forbi Randers, mens Silkeborg får besøg af Viborg. På PGA Touren skal verdenseliten en smuttur til Bermuda, og i Paris bliver næste års Tour de France-rute afsløret.\_ Det er blot nogle af højdepunkterne, der venter de sportsinteresserede på discovery+ og Warner Bros. Discoverys danske tv-kanaler."
image: 'https://frontend-assets.clipsource.com/5b86984a65a7a/dnd-5b6aa8d02fd21/2022/10/19/634fd8611d540_thumbnail.jpg'
category: Sport
language: da
---

# Sport på discovery+, 6’eren, Canal 9 og Eurosport 1 og 2 i uge 43

![](https://frontend-assets.clipsource.com/5b86984a65a7a/dnd-5b6aa8d02fd21/2022/10/19/634fd8611d540_thumbnail.jpg)

***Den kommende uge byder på to interessante Superliga-opgør, når FC København lægger vejen forbi Randers, mens Silkeborg får besøg af Viborg. På PGA Touren skal verdenseliten en smuttur til Bermuda, og i Paris bliver næste års Tour de France-rute afsløret.  Det er blot nogle af højdepunkterne, der venter de sportsinteresserede på discovery+ og Warner Bros. Discoverys danske tv-kanaler.***

**Tirsdag den 25. oktober til søndag den 30. oktober på discovery+** Snooker, mænd  
**English Open 2022 – Kvalifikation** Direkte fra Morningside Arena, Leicester. De bedste snookerspillere kæmper i denne uge om at kvalificere sig til den prestigefyldte turnering English Open, der finder sted i december. Australske Neil Robertson er forsvarende mester. Han står over for waliske Andrew Pagett i sin første kvalifikationskamp.  
*Kommentatorer: Henrik Kaj Hansen og Michael Ørbech Couriol*

**Torsdag den 27. oktober kl. 11:30 på discovery+ og Eurosport 1** Cykling, mænd  
**Tour de France 2023 – rutepræsentation** Direkte fra Palais des Congrès, Paris. Efter tre fantastiske etaper i Danmark i forbindelse med dette års Grand Départ, lægger Tour de France næste år fra land i Spanien. Her skal der også køres tre etaper, nærmere bestemt i Baskerlandet. Følg med og se hvad Jonas Vingegaard kan forvente sig af resten af Tour de France 2023-ruten, når han næste sommer skal forsøge at forsvare titlen som vinder af verdens hårdeste cykelløb.  
*Kommentatorer: Thomas Bay &amp; Brian Holm*

**Torsdag den 27. oktober til søndag den 30. oktober på discovery+ og Eurosport 2** Golf, mænd  
**PGA Tour – Bermuda Championship** Direkte fra Port Royal Golf Course, Southampton Parish, Bermuda. Med aflysningen af weekendens WGC-HSBC Champions i Kina får turneringen på Bermuda ophøjet sin status på PGA Touren. Det betyder, at flere af de store profiler på Touren kæmper mod hinanden ved turneringen, der kun er blevet afholdt tre gange tidligere. I år er der næsten 50 millioner kroner på højkant.   
*Kommentatorer: Jesper Knudsen*

**Lørdag den 29. oktober kl. 13:35 på discovery+** Cykelcross, kvinder og mænd  
**Superprestige Ruddervoorde** Direkte fra Ruddervoorde, Belgien. Cykelcross sæsonen er i fuld gang, og i denne weekend bliver der taget hul på de traditionsrige belgiske og hollandske superprestige-løb, der består af i alt otte løb. Sidste sæsons vinder af den mandlige serie, Eli Iserbyt, har fået en god start på denne sæson med flere sejre, og han ser ud til at være i topform, inden går løs i de belgiske skove. Hos kvinderne er hollandske Lucinda Brand forsvarende mester.   
*Kommentatorer: Trine Schmidt, Thomas Bay og Brian Holm*

**Lørdag den 29. oktober kl. 15:00 på discovery+ og 6’eren** 3F Superliga, 15. runde  
**Randers FC – FC København** Direkte fra Cepheus Park. Midt i et stramt program kæmper de forsvarende mestre fra FC København for at komme med i top-6. I denne runde venter en svær udekamp mod Randers FC, som har gang i en flot sæson. Randers vandt samtidig det seneste opgør i Parken med 3-1 tilbage i august. Der er derfor lagt op til en spændende kamp med en masse på spil i Kronjylland.   
*Kommentatorer: Peter Piil &amp; Flemming Povlsen*

**Søndag den 30. oktober kl. 15:00 på discovery+ og Canal 9** 3F Superliga, 15. runde  
**Silkeborg IF – Viborg** Direkte fra Jysk Park. Sidste års bronzevindere fra Silkeborg bliver ved med at imponere både i Superligaen og i Europa. Hjemme på Jysk Park får de besøg af rivalerne fra Viborg, som også ligger lunt til i Superligaen. I det omvendte opgør vandt Viborg 2-0. De to hold har for vane at spille målrige opgør, når de møder hinanden, hvorfor der meget vel kan være et underholdende opgør i vente.  
*Kommentatorer: Thomas Gravgaard &amp; Mikkel Bischoff*
