---
title: 'Sport på discovery+, 6’eren, Canal 9 og Eurosport 1 og 2 i uge 16'
url: 'https://presse.warnerbrosdiscovery.dk/post/sport-pa-discovery-6eren-canal-9-og-eurosport-1-og-2-i-uge-16'
author: 'Skydance Danmarks presseside'
published: '2022-04-13T12:30:00+00:00'
updated: '2022-04-13T12:30:02+00:00'
description: 'Påsken rundes af med vigtige opgør fra både mesterskabs- og kvalifikationsspillet i 3F Superligaen. Derudover byder ugen også på den sidste store forårsklassiker, Liège-Bastogne-Liège, verdensmesterskaberne i snooker samt holdturnering på PGA Touren. Alt dette og mange flere sportshøjdepunkter venter på discovery+ og Discoverys danske tv-kanaler i næste uge.'
image: 'https://frontend-assets.clipsource.com/5b86984a65a7a/dnd-5b6aa8d02fd21/2022/04/13/6256859898b84_thumbnail.jpg'
category: Sport
language: da
---

# Sport på discovery+, 6’eren, Canal 9 og Eurosport 1 og 2 i uge 16

![](https://frontend-assets.clipsource.com/5b86984a65a7a/dnd-5b6aa8d02fd21/2022/04/13/6256859898b84_thumbnail.jpg)

***Påsken rundes af med vigtige opgør fra både mesterskabs- og kvalifikationsspillet i 3F Superligaen. Derudover byder ugen også på den sidste store forårsklassiker, Liège-Bastogne-Liège, verdensmesterskaberne i snooker samt holdturnering på PGA Touren. Alt dette og mange flere sportshøjdepunkter venter på discovery+ og Discoverys danske tv-kanaler i næste uge.***

**Mandag d. 18. april kl. 13:00 på discovery+ og Canal 9** 3F Superliga, 26. runde   
**Vejle – FC Nordsjælland** Direkte fra Vejle Stadion. Der er lagt op til en vaskeægte nedrykningsfight, når rækkens nummer 10. og 11. tørner sammen i Nørreskoven. En sejr til hjemmeholdet vil sende dem lige i hælene på gæsterne, der for første gang i mange år er blevet involveret i nedrykningskampen. Efter trænerskiftet i Vejle virker pilen også til at pege i den rigtige retning, og holdet er ubesejret i de seneste fem hjemmekampe. De to første møder mellem de to mandskaber er endt med én sejr til hver.    
*Kommentatorer: Peter Piil &amp; Lars Jacobsen*

**Mandag d. 18. april kl. 15:00 på discovery+ og 6’eren** 3F Superliga, 26. runde   
**FC Midtjylland – AaB** Direkte fra MCH Arena. Gulddrømmene led et alvorligt knæk, da Bo Henriksens tropper tabte det seneste opgør til rivalerne fra FC København. Hvis andenpladsen og muligheden for Champions League ikke skal komme i fare, er en sejr påkrævet i opgøret mod AaB. Lars Friis har fået en fantastisk start på sin trænergerning i Aalborg, og med anfører Lucas Andersen tilbage kan nordjyderne for alvor igen begynde at drømme om medaljer. AaB vandt seneste opgør i Herning med 2-0.  
*Kommentatorer: Casper Høygård &amp; Flemming Povlsen*

**Mandag d. 18. april til søndag d. 24. april på discovery+ og Eurosport 1** Snooker, mænd  
**World Championship – Sheffield** Direkte fra Crucible Theatre. Verdensmesterskaberne i snooker er i fuld gang med sin første af i alt tre uger. Store stjerner som Judd Trump, Neil Robertson og den forsvarende verdensmester, Mark Selby, jagter alle den samlede sejr i den prestigefyldte turnering. Præmiesummen lyder på svimlende 21,3 millioner kr.   
*Kommentator: Henrik Kaj Hansen*

**Torsdag d. 21. april til søndag d. 24. april på discovery+ og Eurosport 2** Golf, mænd   
**PGA Tour – Zurich Classic of New Orleans** Direkte fra TPC Louisiana. På PGA Touren er golfeliten i denne uge samlet ved den traditionsrige turnering Zurich Classic of New Orleans, der er en holdturnering. 80 hold af to spillere er klar i første runde. I fjor vandt de to australiere Marc Leishman og Cameron Smith. Dette års vindere går hver hjem med en check på over 8,1 millioner kroner.   
*Kommentatorer: Anders Sigdal &amp; Andreas Hartø*

**Søndag d. 24. april kl. 11:30 på discovery+ og Eurosport 1** Landevejscykling, kvinder   
**Liège-Bastogne-Liège** Direkte fra de belgiske landeveje. I kvindernes udgave af den belgiske klassiker kan Cecilie Uttrup Ludwig og Emma Norsgaard se frem til en 142 km lang rute med start i Bastogne. Løbet blev etableret i 2017, og siden da har hollændere stået for fire af fem sejre. Sidste år blev Uttrup Ludwig nummer otte i klassikeren.   
*Kommentatorer: Anders Mielke &amp; Trine Schmidt*

**Søndag d. 24. april kl. 13:00 på discovery+ og Canal 9** 3F Superliga, 27. runde   
**FC Nordsjælland – Viborg** Direkte fra Right To Dream Park. Hjemmeholdet har gang i en skuffende sæson, hvor de er i reel fare for at rykke ned for første gang. Inden rundens opgør har Flemming Pedersens tropper ikke vundet i ni hjemmekampe i træk. Gæsterne fra Viborg er lige nu placeret på den vigtige 7. plads, der giver adgang til en europæisk playoff-kamp. Senest Viborg var på besøg i Farum, vandt de 2-1.   
*Kommentatorer: Zak Egholm &amp; Kevin Stuhr Ellegaard*

**Søndag d. 24. april kl. 13:30 på discovery+ og Eurosport 1** Landevejscykling, mænd   
**Liège-Bastogne-Liège** Direkte fra de belgiske landeveje. Den sidste af forårets store cykelklassikkere står for døren, når ”*Den gamle Dame”,* som løbet også bliver kaldt, afholdes for 108. gang. Vanen tro venter der rytterne en utroligt krævende rute på over 250 km igennem Ardennerne. Favoritten er superstjernen og den forsvarende mester, Tadej Pogačar, der stadig har sit første monument til gode i denne sæson. Sloveneren vil blive udfordret af det danske håb Jonas Vingegaard, mens vinderen fra 2019, Jakob Fuglsang, også er klar, når startskuddet lyder.   
*Kommentatorer: Thomas Bay &amp; Brian Holm*

**Søndag d. 24. april kl. 15:00 på discovery+ og 6’eren** 3F Superliga, 27. runde   
**FC København – Randers FC** Direkte fra Parken. Storfavoritterne fra FC København stormer mod klubbens 14. mesterskab. Det skyldes især en benhård defensiv, der ikke har lukket mål ind i Superligaen i hele forårssæsonen. Senest Randers FC var på besøg i Parken blev det også til en stensikker 3-0-sejr til københavnerne. Gæsterne kæmper for at holde trit med AaB og Brøndby i kampen om bronzemedaljer og mulighed for europæisk deltagelse.   
*Kommentatorer: Peter Piil &amp; Mikkel Bischoff*
