---
title: 'Sport på discovery+, 6’eren, Canal 9 og Eurosport 1+2 i uge 15'
url: 'https://presse.warnerbrosdiscovery.dk/post/sport-pa-discovery-6eren-canal-9-og-eurosport-1-2-i-uge-15'
author: 'Skydance Danmarks presseside'
published: '2021-04-08T10:32:01+00:00'
updated: '2021-04-08T10:32:04+00:00'
description: 'Der er en masse fodbold på programmet med kampe fra kvartfinalekampe i Europa League, semifinaler i FA Cup og slutspilskampe i den danske 3F Superliga. Der tages også hul på det prestigefyldte verdensmesterskab i snooker. Derudover ruller cykelsæsonen derudaf, hvor den kommende uge bl.a. byder på den hollandske klassiker Amstel Gold Race, hvor danskerne tidligere har markeret sig. Alt sammen kan ses på discovery+ og Discoverys danske tv-kanaler.'
image: 'https://frontend-assets.clipsource.com/5b86984a65a7a/dnd-5b6aa8d02fd21/2021/04/08/606edaab5b4d4_thumbnail.jpg'
category: Sport
language: da
---

# Sport på discovery+, 6’eren, Canal 9 og Eurosport 1+2 i uge 15

![](https://frontend-assets.clipsource.com/5b86984a65a7a/dnd-5b6aa8d02fd21/2021/04/08/606edaab5b4d4_thumbnail.jpg)

Der er en masse fodbold på programmet med kampe fra kvartfinalekampe i Europa League, semifinaler i FA Cup og slutspilskampe i den danske 3F Superliga. Der tages også hul på det prestigefyldte verdensmesterskab i snooker. Derudover ruller cykelsæsonen derudaf, hvor den kommende uge bl.a. byder på den hollandske klassiker Amstel Gold Race, hvor danskerne tidligere har markeret sig. Alt sammen kan ses på discovery+ og Discoverys danske tv-kanaler.

**Onsdag den 14. april kl. 15.30 på discovery+ og Eurosport 1**

Landevejscykling, mænd  
**La Fleche Brabanconne** Direkte fra de belgiske landeveje. Det belgiske endagsløb La Fleche Brabanconne nyder godt af udsættelsen af Paris-Roubaix. Det betyder nemlig, at en række store navne, heriblandt belgierne Wout van Aert og Greg van Avermaet, lægger vejen forbi den centrale del af Belgien. Løbet strækker sig over knap 204 kilometer og køres fra Leuven til Overijse.   
*Kommentatorer: Thomas Bay og Jesper Worre*

**Torsdag den 15. april kl. 20.00 på discovery+ og 6’eren** Europa League, kvartfinale  
**Manchester United – Granada** Direkte fra Old Trafford i Manchester, England. Returopgør i Europa League, hvor turneringens største favoritter, Manchester United tager imod en af turneringens positive overraskelser i form af spanske Granada. Manchester United ligner favoritter, men Granada har tidligere i turneringen vist sig at være kløgtige, da de slog Napoli ud af turneringen.   
*Kommentatorer: Zak Egholm og Morten Bruun*

**Lørdag den 17. april og søndag den 18. april på discovery+ og Eurosport 1+2** Snooker, mænd  
**VM i snooker** Direkte fra Sheffield i England. Verdensmesterskaberne i snooker er den mest prestigefyldte og værdifulde turnering i snooker-verdenen. Ronnie O’Sullivan er forsvarende verdensmester og er oppe på seks verdensmesterskaber, kun overgået af skotske Stephan Hendry. Verdensmesterskabet løber over to uger, men hver en kamp tæller, da der skal spilles knock-out kampe frem mod finalen.  
*Kommentatorer: Henrik Kaj Hansen og Michael Ørbech Larsen*

**Søndag den 18. april kl. 13.00 på discovery+ og Eurosport 2** 3F Superliga, 25. spillerunde  
**OB – SønderjyskE** Direkte fra Nature Energy Park i Odense. Både OB og SønderjyskE snublede på målstregen i forhold til top seks, og nu skal de forsøge at ende øverst i kvalifikationsslutspillet, så de kan være i spil til Europa i næste sæson. Begge klubber svinger meget i niveau, og det bliver højst sandsynligt dagsformen, der kommer til at afgøre kampen.   
*Kommentatorer: Niels Harild og Flemming Povlsen*

**Søndag den 18. april kl. 14.00 på discovery+ og Eurosport 1** Landevejscykling, mænd  
**Amstel Gold Race** Direkte fra de hollandske landeveje. Amstel Gold Race er kendt for smalle veje, stejle stigninger og hurtige nedkørsler. Danskerne har leveret gode resultater i de seneste par udgaver af løbet med Michael Valgrens sejr i 2019 som højdepunktet. Jakob Fuglsang, Michael Valgren og Magnus Cort m.fl. forventes at stille til start, og efter et flot 2021 set med danske briller, er der god grund til igen at tro på et topresultat fra de danske ryttere.   
*Kommentatorer: Thomas Bay og Jesper Worre*

**Søndag den 18. april kl. 15.00 på discovery+ og Canal 9** 3F Superliga, 25. spillerunde  
**FC København – FC Nordsjælland** Direkte fra Parken i København. FC København har ikke råd til flere pointtab, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at blande sig i topstriden. FC Nordsjælland er endnu engang med i det fine selskab og viste med sejren over AGF i første kamp af mesterskabsspillet, at de er klar til at tage kampen op mod de øvrige hold i top seks. De to mandskaber plejer at levere underholdende kampe, så mon ikke der er endnu en i vente.  
*Kommentatorer: Casper Høygård og Mikkel Bischoff*

**Søndag den 18. april kl. 19.00 på discovery+ og 6’eren** FA Cup, semifinale  
**Leicester – Southampton** Direkte fra King Power Stadium i Leicester, England. Danskeropgør i den ene semifinale i FA Cuppen, hvor Kasper Schmeichel og Leicester skal op mod Southampton med Jannik Vestergaard på holdkortet. Begge klubber tørster efter en finaleplads. Leicester har aldrig vundet FA Cuppen, mens Southampton blot har løftet trofæet en gang, tilbage i 1976. Der er lagt op til en spændende kamp om en finaleplads med en dansker på hver sit hold.   
*Kommentatorer: Peter Piil og Morten Bruun*
