---
title: 'Highlights uge 9 - Discovery Networks Danmark'
url: 'https://presse.warnerbrosdiscovery.dk/post/highlights-uge-9-discovery-networks-danmark-2'
author: 'Skydance Danmarks presseside'
published: '2021-02-17T13:00:00+00:00'
updated: '2021-02-17T12:00:04+00:00'
image: 'https://frontend-assets.clipsource.com/5b86984a65a7a/dnd-5b6aa8d02fd21/2021/02/17/602cfa24cb27a_thumbnail.jpg'
category: Highlights
language: da
---

# Highlights uge 9 - Discovery Networks Danmark

![](https://frontend-assets.clipsource.com/5b86984a65a7a/dnd-5b6aa8d02fd21/2021/02/17/602cfa24cb27a_thumbnail.jpg)

**Nyt afsnit: [Stjerner i trøjen](https://presse.discoverynetworks.dk/pressweb/5b6aaf2ff2bcd/secured/program/content/page?seasonKey=5fd25f4095764&contentKey=5ff8960af1c42)**

*Torsdag d. 4. marts kl. 21.30 på Kanal 5*

Den fjendtlige separatistbevægelse, De Røgede Ål, er gået i land ikke langt fra kasernen, og nu må de ni aspiranter flygte ud i skoven. Her skal de tilbringe det næste døgn og lære at gå i ét med naturen, så de i skjul kan indsamle efterretninger om De Røgede Åls færden. Men efter den første øvelse kommer aspiranterne i nærkontakt med fjenden og må igen flygte for at komme i sikkerhed. Da der endelig skal slås lejr for natten er det en flok trætte aspiranter, der skal kæmpe og holde sig vågne ved nattens observationsøvelse.

*Dansk underholdningsprogram fra 2020.*

![](https://s3-eu-west-1.amazonaws.com/cwsassets/dnd-5b6aa8d02fd21/2021/02/17/602cfa35bd88f_thumbnail.jpg?version=1613560375)

**Nyt afsnit: [Indsatslederne](https://presse.discoverynetworks.dk/pressweb/5b6aaf2ff2bcd/secured/program/content/page?seasonKey=5fd8fc0ccc77d&contentKey=5ff496cccbd6d)**

*Tirsdag d. 2. marts kl. 20.00 på Kanal 5*

Henrik er indsatsleder for politi i Nordsjælland, da en 16-årig pige ringer efter hjælp på 112. En mand er stukket med en kniv i maven på Lyngby station og har akut brug for hjælp. Gerningsmanden bliver fanget med det samme, men det udvikler sig til at blive en sag, der involverer både gerningsmandens børn og hustru. Tæt på Vedbæk kører en mand galt og ringer efter hjælp på 112, men hverken betjente eller ambulancereddere kan finde manden.

*Dansk reportageserie fra 2020.*

![](https://s3-eu-west-1.amazonaws.com/cwsassets/dnd-5b6aa8d02fd21/2021/02/17/602cfa7675e96_thumbnail.jpg?version=1613560440)

**Nyt afsnit: [Greys hvide verden](https://presse.discoverynetworks.dk/pressweb/5b6aaf2ff2bcd/secured/program/content/page?seasonKey=5ffc42bfebd5c&contentKey=5ffc595f51d06)**

*Torsdag d. 4. marts kl. 20.00 på Kanal 4*

Bailey befinder sig midt i en diskussion med familierne til de børn, der blev såret i branden. Winston overrasker Maggie, og Amelia og Link prøver at have det sjovt som nybagte forældre. Teddy lærer, at hendes kolleger ved mere, end hun måske kan lide, om sit forhold med Owen, og Richard og Koracick går i kødet på hinanden.

*Amr. dramaserie fra 2020.*

![](https://s3-eu-west-1.amazonaws.com/cwsassets/dnd-5b6aa8d02fd21/2021/02/17/602cfa4209d89_thumbnail.jpg?version=1613560387)

**Nyt afsnit: [Politijagt](https://presse.discoverynetworks.dk/pressweb/5b6aaf2ff2bcd/secured/program/content/page?seasonKey=60119ebdd8d93&contentKey=6022a87588d8b)**

*Onsdag d. 3. marts kl. 20.00 på Kanal 5*

Peter leder efter en formodet spritbilist, der har sat sit eget og andres liv på spil ved at køre gennem bommene på en jernbaneoverskæring. Et villakvarter er plaget af indbrud, så da Vlado ser en varebil magen til tyvenes, skal det gå stærkt. Og i USA finder danskeren Thomas en stjålet bil.

*Dansk reportageserie fra 2020.*

![](https://s3-eu-west-1.amazonaws.com/cwsassets/dnd-5b6aa8d02fd21/2021/02/17/602cfa96c7f00_thumbnail.jpg?version=1613560473)

**Nyt afsnit: [Ind i mørket - med Mørkeland og Richelsen](https://presse.discoverynetworks.dk/pressweb/5b6aaf2ff2bcd/secured/program/content/page?seasonKey=5f562c443d9a5&contentKey=5f745acc6ea88)**

*Tirsdag d. 2. marts kl. 21.00 på Kanal 5*

En martsdag i 1988 finder en hundelufter et lig rullet ind i et persisk tæppe i en container i Farum. Liget er maltrakeret, og der er tydeligvis tale om tortur. Men hvad er det for nogle kriminelle miljøer, der kan finde på at torturere deres ofre? Det spørgsmål bringer politiet ind i en lukket kinesisk underverden, hvor det er ualmindeligt svært at gebærde sig.

*Dansk krimidokumentar fra 2020.*

![](https://s3-eu-west-1.amazonaws.com/cwsassets/dnd-5b6aa8d02fd21/2021/02/17/602cfa6c770db_thumbnail.jpg?version=1613560429)

**Nyt afsnit: [5. Gear](https://presse.discoverynetworks.dk/pressweb/5b6aaf2ff2bcd/secured/program/content/page?seasonKey=5f33d3e09d441&contentKey=5f367b858a356)**

*Torsdag d. 4. marts kl. 20.00 på Kanal 5*

Vi nærmer os semifinalerne i 5. Gear i hastig fart – og med kun to pladser tilbage er kampen for alvor sat ind. 5. Gear-veteranen Anders Breinholt får denne gang selskab i bilen af sanger Mads Langer, som forsøger at vippe den tidligere vinder, Krede, af pinden. Han teamer igen i år op med sin broder Peder. Om det lykkes, eller om de to ’Ex on the Beach’-drenge - Nicklaes Olsen og Asbjørn ’Tyren’ Nielsen - kører dem af banen, imens de blæser forbi Rasmus Botoft og Brian Lykke, kan opleves i dagens hæsblæsende afsnit.

*Dansk underholdningsprogram fra 2020.*

![](https://s3-eu-west-1.amazonaws.com/cwsassets/dnd-5b6aa8d02fd21/2021/02/17/602cfa853d9f3_thumbnail.jpg?version=1613560455)

**Tv-premiere: [Robin Hood](https://presse.discoverynetworks.dk/pressweb/5b6aaf2ff2bcd/secured/program/content/page?contentKey=5c755def4c68e)**

*Mandag d. 1. marts kl. 21.00 på Kanal 5*

En god historie kan genfortælles til evig tid. En af dem er historien om Robin Hood. I denne udgave vender Robin af Loxley hjem fra korstogene i Arabien til et helt anderledes England end det, han forlod. Den korrupte sheriff af Nottingham har ikke bare kuppet sig til magten, men også beslaglagt Robins gods og endda taget hans kæreste, Marian. Robin af Loxley bliver til Robin Hood, der nu både vil kæmpe den sociale retfærdighedskamp og på personligt hævntogt.

*Actioneventyr fra 2018.*

*Instr.: Otto Bathurst  
Medv.: Taron Egerton (Robin of Loxley), Jamie Foxx (Yahya/John), Ben Mendelsohn (Sheriffen af Nottingham), Eve Hewson (Marian), Jamie Dornan (Will Tillman)*

![](https://s3-eu-west-1.amazonaws.com/cwsassets/dnd-5b6aa8d02fd21/2021/02/17/602cfac2136bd_thumbnail.jpg?version=1613560517)

**Nyt afsnit: [Forbrydelser der rystede Danmark](https://presse.discoverynetworks.dk/pressweb/5b6aaf2ff2bcd/secured/program/content/page?seasonKey=5fc0e16cca406&contentKey=5fd0ca96842a0)**

*Onsdag d. 3. marts kl. 21.00 på Kanal 5*

I 2001 bliver vicekriminalkommissær Niels Bugge kaldt ud til et mistænkeligt dødsfald i et kollektiv i et parcelhuskvarter i Randers. Den afdøde kvinde har tydelige mærker på hele kroppen, og på sit underliv har hun en tatovering, hvor der står ‘Slavetøsen Nia’. Historien tager en drejning da det viser sig, at husets ejer, Uffe Hove, har opbygget en sekt, hvor han styrer medlemmernes liv ned til mindste detalje.

*Dansk krimidokumentar fra 2020.*

![](https://s3-eu-west-1.amazonaws.com/cwsassets/dnd-5b6aa8d02fd21/2021/02/17/602cfb66bcb94_thumbnail.png?version=1613560680)

**Nyt afsnit: [Den Kongelige Livgarde](https://presse.discoverynetworks.dk/pressweb/5b6aaf2ff2bcd/secured/program/content/page?seasonKey=5fabe72fbcc6d&contentKey=5fd9e88a92f42)**

*Søndag d. 7. marts kl. 21.00 på Kanal 5*

Sergenterne Rosborg og Petersen står over for Livgardens ultimative forhindringsbane. Får de deres rekrutter igennem den hårde REX-bane bliver de udnævnt til gardere. Gruppen er kun lige begyndt, da en af rekrutterne knækker sammen af udmattelse. Premierløjtnant Kristensen skal på et vagtkursus, der skal lære ham om Livgardens krav til officererne. Han bliver både udfordret i fanemarch, alarmberedskab og hvordan man opfører sig til en middag med Dronningen.

*Dansk dokumentarserie fra 2020.*

![](https://s3-eu-west-1.amazonaws.com/cwsassets/dnd-5b6aa8d02fd21/2021/02/17/602cfa4cbb677_thumbnail.jpg?version=1613560398)

**Tv-premiere: [Book Club](https://presse.discoverynetworks.dk/pressweb/5b6aaf2ff2bcd/secured/program/content/page?contentKey=60216ecc7ba42)**

*Mandag d. 1. marts kl. 20.00 på Kanal 4*

Diane er lige blevet enke efter 40 års ægteskab, Vivian nyder uforpligtende forhold til sine mange mænd, Sharon arbejder sig igennem en årtier lang skilsmisse og Carols ægteskab er i krise. Men alt dette ændrer sig, da de fire veninder læser den berygtede roman '50 Shades of Grey' i deres bogklub. Nu skal det næste kapitel i deres liv være det bedste, og sammen tager de på en humoristisk rejse, der byder på nye romancer og gammel kærlighed.

*Romantisk komedie fra 2018.*

*Instr.: Bill Holderman  
Medv.: Diane Keaton (Diane), Jane Fonda (Vivian), Candice Bergen (Sharon), Mary Steenburgen (Carol), Andy Garcia (Mitchell), Don Johnson (Arthur), Richard Dreyfuss (George), Wallace Shawn (Dr. Derek), Alicia Silverstone (Jill)*

![](https://s3-eu-west-1.amazonaws.com/cwsassets/dnd-5b6aa8d02fd21/2021/02/17/602cfab097a7f_thumbnail.jpg?version=1613560499)
